23948sdkhjf

Danmarks Tekniske Museum og Energimuseet samler kræfter

- Nej, vi er ikke på vej til at fusionere med Energimuseet i Jylland, men vi blander blod på en hidtil uset måde i museumsbranchen til glæde for alle gæster og særligt unge under uddannelse, siger direktør Jens Refslund Christensen fra Danmarks Tekniske Museum i Helsingør grinende.

Energimuseet og Danmarks Tekniske Museum er på mange måder et godt match, der endvidere opfylder ordsproget om at lige børn leger bedst. Organisationerne er nogenlunde lige store, de har nogenlunde samme antal gæster med samme fordeling mellem unge og ældre, og de har begge relativt nye direktører, der er hentet udenfor museumsbranchen.

Begge museer er også i udviklingsfasen med henblik på skabe nye rum for museumsoplevelser. Danmarks Tekniske Museum med en drøm om at flytte til Svanemølleværket, og Energimuseet med en ombygning og renovering efter cirkulære økonomiske principper, der er en udstilling i sig selv.

- Og vigtigst af alt. Hvis man kører fra Helsingør til Tange ved Bjerringbro, så er afstanden mellem museerne 360 km! Der bliver derfor aldrig usikkerhed, om vi stjæler hinandens gæster, og det giver et helt andet perspektiv på samarbejdet, siger direktør på Energimuseet, Teo Juel Geer, der indrømmer, at både han selv og Jens Refslund Christensen er konkurrencemennesker, der godt kan lide vækst og udvikling:

- Over halvdelen af vores virke er overlappende, og derfor er det helt naturligt, at vi skal samarbejde på et meget involverende niveau, uddyber Jens Refslund Christensen.

Danmarks Tekniske Museum er lige nu ved at lave en udstilling med titlen Sort Energi & Grønne Håb. Den taler lige ind til det publikum, som kommer på Energimuseet, som derfor har fået lov at kigge i designmanualen og har mulighed for at kopiere elementer til udstillingerne på museet – kvit og frit.

På samme måde er Energimuseet p.t. i gang med at udvikle og teste forskellige undervisningsforløb om Power-to-X sammen med Aalborg Universitet og en række virksomhedspartnere. Dette projekt kan i færdig form lige så godt gennemføres på Danmarks Tekniske Museum, som derfor får lov til at bruge det udviklede materiale.

- Vi etablerer i princippet en fælles udviklings- og forskningsafdeling. Projekterne vil stadig have rod i det enkelte museum, medmindre vi søger dem sammen, men der vil være fuld åbenhed om processer og resultater, og vi kan trække på det fulde materiale for at styrke både vores formidling og vores udstillinger. De sponsorer vi har talt med, finder ideen god, hvilket er helt naturligt, for det giver mulighed for at sprede projekterne ud til gavn for mange flere mennesker, siger de to direktører samstemmende.

Både Jens Refslund Christensen og Teo Juel Geer ser mange potentialer for samarbejdet, der booster begge museers kapacitet, og fremtiden kunne sagtens byde på fælles uddannelsestiltag eller - som det vil ske allerede til sommer - deling af medarbejdere. Energimuseet skal således lave workshops til en sommerlejr på Sjælland, og formidlerne til gennemførelsen heraf kommer naturligvis fra Danmarks Tekniske Museum.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125