23948sdkhjf

Vindmølle-konkurrenter går sammen om at udvikle ny svejsemetode

Vindmølleproducenterne Siemens Gamesa Renewable Energy og Vestas går sammen med blandt Force Technology, DTU Vindenergi og Baettr om at udvikle en ny teknologi, som kan blive en game changer for hele industrien.

Innovationsprojektet WeldCast skal udvikle en ny teknologi, som vil gøre det muligt at svejse de store elementer til vindmøller i støbejern, fremgår det af en pressemeddelelse.

I dag skal en vindmølle holde i mindst 20 år, hvilket stiller store krav til kvaliteten af bl.a. nacellen, hvor en del af de bærende emner er lavet i støbejern. På grund af de høje kvalitetskrav er det ikke muligt i dag at udbedre evt. støbefejl af de store elementer med svejsning.

- På grund af de høje kvalitetskrav er vi i dag nødt til at støbe et helt nyt element, hvis der sker en fejl i støbningen. Hvis vi kan finde nye metoder til at svejse med en dokumenteret høj kvalitet, reducerer det både omkostningerne og gavner miljøet. Vi håber både at udvikle nye svejsemetoder samt metoder til at udføre inspektion af disse. Svejsning forventes derved også at kunne tages i anvendelse som sammenføjningsteknik onsite. Det kan betyde en game changer for hele industrien, siger Ingo Boysen, Vice President Technology, Baettr A/S.

DTU Vind deltager også i projektet med at udvikle nye teknologier.

- DTU kan med specialiseret røntgen tomografiudstyr finde porøsiteter i svejsninger som er langt mindre end hvad der kan detekteres med standard NDT-teknikker. Den præcise karakterisering vil sammen med avanceret modellering gøre det muligt at forudsige restlevetiden af svejste støbejerns komponenter, siger Søren Fæster, Seniorforsker på DTU Vindenergi.

Analyser viser, at projektet vil resultere i en besparelse på ½-1 pct. af de samlede omkostninger til en vindmølle, som i dag er omkring €3M. Omkostningerne til nacellen vil blive reduceret med cirka 10-15 pct.

Mange små løsninger
Glenda Napier, adm. direktør i Energy Cluster Denmark, der faciliterer projektet, pointerer, at det er de mange små løsninger, som har bragt vindteknologien til der, hvor man er i dag.

- Det er mange små udviklinger og innovationer, som samlet baner vejen for dekarbonisering. Når det lykkes at få prisen markant ned på vedvarende energi, er vi et langt mod at nå de grønne mål. De store støbejernselementer i vindmøllerne er et oplagt sted at reducere omkostningerne yderligt. Det er positivt, at producenterne er gået sammen om at udvikle nye løsninger, som kan få omkostningerne endnu længere ned, siger hun.

Projektet er finansieret med 29,5 mio. kr. fra Innovationsfonden og vil løbe frem til marts 2024.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

9.824