Mandag aften besluttede økonomiudvalget i Viborg Kommune at sige ja til en lånegaranti på 150 mio. kr. til det storstilede geotermi-projekt. En betingelse er dog, at det bliver Kraftvarme A/S, et selskab under Energi Viborg, der kommer til at stå for projektet.
- Ved at lade Energi Viborg Kraftvarme overtage projektet sikrer vi, at udgifterne til forprojektet kan jævnes ud på varmeprisen over de næste 25-30 år, siger borgmester Søren Pape Poulsen til Viborg Stifts Folkeblad.
Hidtil har projektet kørt under Viborg Fjernvarme, som selv havde foreslået, at der kunne oprettes et nyt andelsselskab, der kunne overtage aktiviteterne.
Med lånegarantien på de 150 mio. kr. vil Viborg Geotermi dels kunne stille sikkerhed for de 65 mio. kr., man allerede har brugt på forundersøgelsen og dels kunne optage nye lån hos Kommunekredit til den videre finansiering.