23948sdkhjf

Trods corona og olie-uro: Semco Maritime fordobler ordrebogen

Semco Maritime sikrede en stabil forretningsmæssig udvikling i 2020 trods de historisk vanskelige markedsforhold under udbruddet af Covid-19 og de betydelige udsving i olieprisen.

Den samlede omsætning var relativt stabil og udgjorde 1,879 milliarder kroner, hvilket svarede til et beskedent fald på 1 procent sammenlignet med året før.

Efter et højt aktivitetsniveau i årets første måneder påvirkede udbruddet af Covid-19 omsætningen som følge af rejserestriktioner og en kraftig opbremsning i serviceforretningen samt større træghed i kundernes beslutningsprocesser.

- I de senere år har vi skabt en organisation, der kan skifte gnidningsfrit mellem projekter inden for Renewables og Oil & Gas, og medarbejdernes omstillingsevne og fleksibilitet blev afgørende for, at vi kunne levere til kunderne på tilfredsstillende vis. Faktisk afleverede vi alle projekter til tiden og inden for budget, selvom de omskiftelige omgivelser stillede store krav til vores innovationsevne undervejs. Det skylder vi vores dedikerede medarbejdere stor tak for, siger administrerende direktør Steen Brødbæk i en pressemeddelelse.

Semco Maritime løftede samtidig ordreindgangen markant med 29 procent til 3,114 milliarder kroner. Ved årets udgang var ordrebeholdningen således steget til 2,278 milliarder kroner fra 1,043 milliarder kroner i 2019, og den positive udvikling var særligt drevet af indgåelse af større strategiske kontrakter i forretningsområdet Renewables.

Semco Maritime fastholdt en bruttomargin på 61 procent trods de negative konsekvenser af Covid-19 i 2020 som følge af god projekteksekvering og omkostningsstyring. Koncernen forbedrede indtjeningen og løftede ebitda med 34 procent til 71 millioner kroner og ebitda-marginen før særlige poster med 1 procentpoint til 3,8 procent.

- Kunderne sætter fortsat deres lid til os og sikrede os en historisk høj ordrebeholdning på 2,3 milliarder kroner, hvoraf Renewables udgjorde 76 procent og Oil & Gas tegnede sig for 24 procent. Derfor forventer vi også et fortsat højt aktivitetsniveau i det kommende år, hvor vi vil løfte omsætningen og styrke indtjeningen, selvom vi samtidig vil investere markant i at skabe fortsat vækst i Renewables-forretningen i særdeleshed, siger Steen Brødbæk.

Efter et en god forretningsmæssig udvikling i første kvartal venter Semco Maritime et øget aktivitetsniveau samt højere omsætning og indtjening i 2021. Forventningerne er dog genstand for betydelig usikkerhed som følge af udbruddet af Covid-19.

Semco Maritime A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 1.878,8 1.904,8
Ebitda 70,6 52,5
Resultat før skat 17,6 16,1
Årets resultat 17,6 18,0
Balancesum 1.471,7 767,6
Egenkapital 161,1 154,7
Antal ansatte 1.429 1.317
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141