23948sdkhjf

Nævn ophæver godkendelser til biogasanlæg i Kværs

Byggeriet af Nature Energys biogasanlæg i Kværs er ramt af udfordringer.

Fredag i sidste uge ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet VVM-tilladelsen og miljøgodkendelsen til anlægget, skriver JydskeVestkysten.

Årsagen til ophævelsen er en borgerklage indeholdende ti klagepunkter, der blandt andet går på lugt, støj, trafik og påvirkning af landskabet. Miljø- og Planklagenævnet har givet klageren medhold i ét punkt, som handler om belastningen af Kværsløkkebæk.

Planklagenævnet har desuden ophævet en ekspropriation, der skal bane vej for en vej, der fører til biogasanlægget.

Byggeriet af anlægget fortsætter, imens Sønderborg Kommunes forvaltning undersøger sagen. 

- Jeg kan ikke svare konkret på, hvad konsekvensen af afgørelsen er. Vi skal se på afgørelsen, og hvordan vi forholder os til den, siger Sille Marcussen Dall, der er chef for Sønderborg Kommunes Plan & Myndighed til JydskeVestkysten. 

Det forventes at der vil ligge en afklaring inden for en uge. 

Nature Energy har ikke overfor JydskeVestkysten ønsket at kommentere på sagen. Ikke desto mindre vil Energy Supply gøre et forsøg på at få en kommentar.

Fakta om Nature Energy Kværs

  • Biogasanlægget forventes at stå klar til at producere biogas i april 2022
  • Anlægget vil kunne klare 800.000 tons biomasse årligt ved fuld udbygning. I første omgang vil anlægget komme til at håndtere 400.000 tons pr år
  • De 400.000 tons biomasse giver en produktion på ca. 24 mio. m3 grøn gas om året
  • Det organiske affald som anlægget kommer til at omdanne til klimavenlig biogas, vil blandt andet være gylle fra landbruget, dybstrøelse og affald fra den lokale industri
  • Biogasanlægget vil som noget nyt komme til at håndtere 30.000 tons halm årligt, som ligeledes kan omdannes til CO2-neutral biogas
  • Den totale investering i Nature Energy Kværs er 317 millioner kroner

Kilde: Nature Energy

Forsidefoto: Nature Energy

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078