23948sdkhjf

Borgmester er inhabil i sag om gigantisk energipark

Lokalplan bag Energipark Tuekær - Bolle Enge risikerer et nej i Brønderslev Byråd, hvor borgmesteren forud for afstemningen har erklæret sig inhabil.

Det skriver Nordjyske.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) fortæller, at han ikke vil stemme, når byrådet skal tage stilling til lokalplanen, der kan bane vejen for den del af Energipark Tuekær - Bolle Enge, der er planer om at opføre i Brønderslev Kommune.

– Jeg har 4,2 ha jord i området og kan nok få op mod 50.000 kroner i min egen lomme, hvis projektet bliver gennemført. Derfor er jeg inhabil og vil ikke blande mig, fortæller Mikael Klitgaard.

Uden hans stemme, kan en afstemning ende med 13 for og 13 imod, og dermed vil forslaget om at opføre 30 vindmøller og et stort solcelleanlæg falde.

Da materialet til for-debatten var til drøftelse i teknik- og miljøudvalget 1. marts, indstillede et flertal bestående af Socialdemokratiet og DF, at planlægningen ikke skulle fortsætte, da landområdet i et forslag til ny kommuneplan for 2021-2033 er udlagt som bevaringsværdigt. Flertallet henviste i stedet til at opføre havvindmøller.

Hvis Socialdemokraterne og DF også stemmer nej ved den kommende afstemning om at igangsætte den nødvendige lokalplan, har de tilsammen 13 stemmer ud af byrådets 27 medlemmer, men ifølge Nordjyske er der lige nu usikkerhed om de socialdemokratiske stemmer.

Energipark Tuekær - Bolle Enge

Tre energiselskaber har søgt tilladelse til at opføre et stort solcelleanlæg og 30 vindmøller ved Bolle Enge i den sydøstlige del af Brønderslev Kommune og ved Tuekær mellem Ulsted, Hjallerup og Dronninglund.

Energiparken nær grænsen mellem de to kommuner har fællesnavnet Energipark Tuekær - Bolle Enge.

De 30 vindmøller planlægges i op til 150 meters højde. Solcelleanlægget planlægges at blive knapt fire meter højt. Alt fordelt på to områder på ca. 180 ha.

Energiparkens samlede produktion anslås at blive op til ca. 600.000 MWh om året. Det svarer ifølge planlæggernes beregninger til det årlige el-forbrug for op til 150.000 husstande.

Den samlede anlægsudgift skønnes at være på mellem 1,5 og to milliarder kr.

De to kommuner skyder nu med et debatoplæg gang i debatten om anlægget. Høringsperioden er fastsat til fem uger, og går fra 19. marts til 23. april 2021.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.096