I dom afsagt den 15. februar 2012 har Østre Landsret hjemvist Naturklagenævnets afgørelse af 19. august 2010 i sagerne om vindmølleområdet ved Hagesholm i Holbæk Kommune til fortsat behandling i Natur- og Miljøklagenævnet.
Læs:
Baggrunden herfor var, at den kommunale planlægning efter udarbejdelse af miljøvurderingen og VVM-redegørelsen var blevet ændret, hvilket indebar en reduktion af antallet af vindmøller og en forøgelse af vindmøllernes mulige effekt. Landsretten mente, at den ændrede planlægning i relation til møllernes effekt gav anledning til at antage, at projektet havde gennemgået en sådan forandring, at i hvert fald et behov for udarbejdelse af en supplerende miljøvurdering og VVM-redegørelse skulle have været overvejet i forbindelse med Naturklagenævnets behandling af klagen.
Natur- og Miljøklagenævnet vurderer, at dommen ikke har sådanne konsekvenser for sagsområdet, at det kan begrunde, at dommen ankes.
Nævnet vil derfor fortsætte behandlingen af sagerne på grundlag af landsrettens hjemvisning.