23948sdkhjf

SerEnergy-spionsagen foregår bag lukkede døre

En kommende retssag mod en herboende russisk statsborger, der er tiltalt for spionage mod en dansk virksomhed, kommer til at foregå bag lukkede døre.

Det har Retten i Aalborg mandag besluttet.

- Der vil uvægerligt komme oplysninger frem om særlige efterforskningsmetoder, både konkret i denne sag og generelt, der vil betyde noget for Danmarks forhold til fremmede magter og særlige hensyn til disse, siger dommer Helle Dietz som begrundelse for dørlukningen.

Det var 9. december sidste år, at Anklagemyndigheden løftede sløret for den usædvanlige sag.

Det kom frem, at en russisk statsborger havde været varetægtsfængslet siden juli 2020.

Det blev ligeledes oplyst, at den pågældende er tiltalt for at have udleveret oplysninger om blandt andet dansk energiteknologi til en russisk efterretningstjeneste.

Det forberedende retsmøde har været afholdt forud for selve retssagen, der begynder 12. april.

Formålet var at tage stilling til, om retssagen skal føres for åbne døre, så repræsentanter for pressen kan overvære sagen.

Men retten har som nævnt valgt at følge anklagemyndighedens ønske om, at sagen føres bag lukkede døre.

Selv forhandlingen om, hvorvidt dørene skal være lukkede eller åbne under hovedforhandlingen, er foregået bag lukkede døre.

Repræsentanter for pressen havde forinden mulighed for at komme med deres indsigelser.

Den tiltalte i sagen har været ansat i nordjyske teknologivirksomhed SerEnergy A/S.

- Vi kan oplyse, at sagen omtalt i medierne involverer en person, som var ansat hos SerEnergy i cirka et års tid, skriver virksomheden i en udtalelse på sin hjemmeside.

Den tiltalte kræves idømt fængsel og udvisning af landet. Den pågældende er tiltalt efter en paragraf, der kan give op til seks års fængsel.

Retssagen behandles over syv retsdage.

Sagens hovedperson, den tiltalte russiske statsborger, var ikke selv med ved det forberedende retsmøde mandag.

Det er uvist, hvordan han stiller sig til tiltalen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094