23948sdkhjf

Hillerød Forsyning sender dampværk i udbud igen

På grund af for få tilbud har Hillerød Kraftvarme ApS valgt at sætte Dampværket i udbud igen under andre vilkår. Intentionen er at tiltrække flere potentielle leverandører. Samtidig annulleres de nuværende udbud.

Det skriver Hillerød Forsyning i en pressemeddelelse. 

Forsyningsselskabet sendte ellers det kommende dampværk i Hillerød i udbud sidste år i juli, men har altså nu valgt at annullere og genudbyde. 

- Efter at have haft en god dialog med en række potentielle leverandører, har vi vurderet, at rammebetingelserne i de første udbud var for snævre. Det var sandsynligvis den primære årsag til, at vi på et af udbuddene endte med kun én byder og dermed uden reel konkurrence, siger Anders B. Møller-Hansen, forsyningschef og COO, Hillerød Forsyning.

Dampværket skal levere procesdamp til produktionen hos Novo Nordisk og Fujifilm Diosynth Biotechnologies. Samtidig skal overskudsvarmen fra dampproduktionen indgå som et supplement til fjernvarmen. 

Optimering af udbudsbetingelserne

Hillerød Kraftvarme skal nu sammen med samarbejdspartnerne gennemgå projektet og vurdere, hvordan man kan optimere udbudsbetingelserne, samtidig med, at kravene til bl.a. kvalitet og driftssikkerhed og ikke mindst pris bliver fastholdt.

Planen er at tiltrække flere potentielle leverandører – og gøre det endnu mere interessant for dem, der allerede har budt – når dampværket genudbydes.

- Annulleringen af udbuddene er et udtryk for rettidig omhu. Vi hverken må eller kan gå videre med projektet, hvis der er en risiko for, at det vil kunne fordyre varme- og dampprisen. Derfor tilpasser vi nu projektet og genudbyder det, så det forbedres både økonomisk og i forhold til den grønne omstilling, siger Anders B. Møller-Hansen.

Ingen større konsekvenser

Ambitionen var, at dampværket skulle stå færdigt på Krakasvej i Hillerød ved siden af det eksisterende kraftvarmeværk primo 2023 og herfra været forbundet med en ny dampledningsring til de to procesvirksomheder.

Genudbuddene på dampværket har dog forsinket udbudsprocessen med 6-10 måneder.

Det får dog ingen nævneværdige konsekvenser for hverken økonomien i værket, Hillerød Forsynings økonomi eller for den grønne omstilling i kommunen, skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse. 

Udbuddene anno juli 2020

Da Hillerød Forsyning udbød dampværket i juli 2020 var stregerne trukket således op: 

Hillerød Kraftvarme er bygherre på projektet, mens virksomhederne Novo Nordisk og Fujifilm Diosynth BioTechnologies er med til at aftage procesdampen og af den vej finansiere og afdrage på de lån og produktionsomkostninger, der er forbundet med løsningen. Når værket står færdigt, kan andre virksomheder også tilbydes procesdamp.

Opgaven var delt op i seks entrepriser.

  • Maskinentreprise inkl. SRO og programmering
  • Bygge- og anlægsentreprise (inkl. modning)
  • Ledningsentreprise
  • Forsyningsanlæg fra 50 kV eller 10 kV net
  • Tilslutningsarbejder og supplerende ydelser
  • Entreprise for varmeakkumuleringstank

Hvordan hele opgaven skrues sammen efter, at parterne har nærstuderet projektet, vides endnu ikke. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.187