23948sdkhjf

GreenLab Skive ansætter projektchef: Han skal styre næste store projekt

GreenLab Skive udvider og har derfor ansat en projektchef til parkens næste store projekt, Innovation Center. 

Det bliver 32-årige Philip Sviatchenko, der får ansvaret for opbygningen og realiseringen af Innovation Center, der fremover skal fungere som samlingspunkt for forskning og innovation.

Innovation Center skal bygges som en del af GreenLabs store erhvervspark i Skive.

Målet med GreenLabs nye Innovation Center er at samle forskning og innovation i energisektoren under ét tag.

- Innovation Center er et utrolig spændende projekt, som jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med. Jeg oplever GreenLab som en meget ambitiøs organisation, der har store visioner for grøn omstilling – både nationalt og globalt. Det er så fedt at mærke energien fra mine kollegaer og begejstringen ved at skulle skabe en platform, som kan være med til at finde reelle løsninger på nogle af verdens største udfordringer, siger Philip Sviatchenko. 

Unikke faciliteter

Philip Sviatchenko har tidligere været ansat som ansvarlig for public affairs i LEGO-koncernen, og har senest været ansat i en stilling som direktionsassistent for CEO’en i statens gasdistributionsselskab, Evida.

Han ser nu frem til at skulle stå i spidsen for opbygningen og realiseringen af GreenLabs kommende Innovation Center.

- Innovation Center i GreenLab bliver et samlingspunkt for landets førende forskere. Derudover får Innovation Center en lang række unikke faciliteter, som ikke før har været samlet under ét tag i energisektoren, siger Philip Sviatchenko. 

Innovation Center bliver en 'multi-use' bygning med faciliteter til både forskning, kurser og uddannelse samlet under et nyt GreenLab Academy. Ambitionen er, at centret blandt andet får sit eget laboratorie, showrooms, møde- og konferencelokaler og samtidig skal det være tilgængeligt for besøgstjenester for både skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som blandt andet kan resultere i mere erhvervsturisme til Skive Kommune. 

Stadig i opstartsfasen

Ifølge Philip Sviatchenko er der dog stadig lidt vej inden de færdige tegninger af Innovation Center er helt på plads: 

- Innovation Center er et stort og ambitiøst projekt, som involverer mange parter lige fra Skive College, universiteter og over til forskellige virksomheder, der alle har en interesse i at understøtte innovation og ny forskning i energisektoren. Vi er dog stadig kun i opstartsfasen. Alt er endnu på tegnebrættet, men vi har en klar vision om, hvad vi mener, Innovation Center skal kunne, og vi har et billede af, hvordan vi tænker, bygningen skal se ud, og hvad den skal indeholde. Vi kan sige så meget, at det bliver en unik bygning, med unikke muligheder, og vi glæder os utrolig meget til at byggeriet kan gå i gang, siger Philip Sviatchenko. 

Første spadestik til GreenLabs nye Innovation Center forventes at kunne tages i løbet af sommeren 2021. 

Fakta om GreenLab Skive

GreenLab er en grøn og cirkulær industripark og et nationalt forskningscenter inden for bl.a. Power-to-X teknologi.

Selskabet opererer som non-profit under erhvervsfremmeloven og er et offentlig-privat partnerskab mellem Skive Kommune, Norlys og Spar Vest Fonden med det overordnede mål at skabe økonomisk vækst og fremme den grønne omstilling.

Projektet er samtidig drevet af at skabe et paradigmeskifte inden for energi og bidrage til udviklingen af fremtidens energisystem.

Virksomheder
I GreenLab's 60 hektar industripark nord for Skive er 80 MW vedvarende energi fra 54 MW vindmøller og 26 MW solceller direkte koblet til det unikke SymbiosisNet, der optimerer og videredistribuerer elektricitet og udveksler alle former for energi (elektricitet, vand, varme og gas) mellem tilkoblede enheder.

Parkens virksomheder består af et ressourcecenter, et biogasanlæg, en virksomhed, der via en pyrolyseproces omdanner deponiplast til syntetiske brændstoffer, og en fabrik, der udvinder protein fra marine produkter.

Flere grønne procesvirksomheder inden for materialer og bioressourcer er på vej og vil indgå i det symbiotiske puslespil.

Power to X
Herudover er GreenLab vært for et storskala Power-to-X projekt, som i slutningen af 2022 formentlig vil være Europas største anlæg i drift med 12 MW elektrolyse og 10 millioner liter grøn metanolproduktion.

Projektet er støttet af Energistyrelsen og inkluderer partnere som Green Hydrogen Systems, REintegrate, Everfuel, DTU m.fl. GreenLab’s Power-to-X platform forventer den første brintproduktion allerede i år og forberedes til at være vært for et brintanlæg i en væsentlig større skala inden for få år. Det er således en enestående mulighed for hurtig opskalering og udbredelse af 100 % grøn brint og andre Power-to-X brændsler, som kan replikeres til andre lokationer. 

Kilde: GreenLab

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094