23948sdkhjf

USA med i Parisaftalen igen ▪ Brand i transformatorstation ▪ Tønder Forsynings direktør er død

Biden melder USA ind i Parisaftalen - igen

21. januar 2021

På sin første dag som præsident har Joe Biden underskrevet flere præsidentielle dekreter.

Det gælder blandt andet, at USA igen skal tilsluttes Parisaftalen, hvor verdens lande har sat mål om at begrænse den globale opvarmning. Donald Trump besluttede i 2017 at trække USA ud af aftalen.

Samtidig tilbagetrækker USA tilladelsen til den omstridte olieledning Keystone XL mellem Canada og USA, der er blevet voldsomt kritiseret af miljøaktivister.

- Vi vil bekæmpe klimaforandringerne på en måde, som vi ikke har gjort hidtil, siger den 78-årige præsident.

Processen med at genindtræde i Parisaftalen tager en måned, hvilket betyder, at USA kun i en kort periode har været meldt ud af den, siden landet officielt forlod den i november.

USA var det første land, der trådte ud af klimaaftalen. Den blev indgået mellem stort set alle verdens lande på et stort klimamøde i Paris i 2015.

Kilde: /Ritzau

Brand i transformatorstation i Kolding

21. januar 2021

Torsdag morgen udbrød der brand på en transformatorstation i det centrale Kolding. 

Det betød at 12.000 kunder stod uden strøm og varme samt fibernet. Heldigvis er strømmen, varmen og fibernettet tilbage ved de fleste igen. 

Trefor skriver på Twitter: 

- Vi har genetableret elforsyningen til omkring 11.700 elkunder. der manger herefter 300 elkunder der forventes at genforsynet omkring kl. 08:00 Varmeforsyningen følger efter i løbet af morgentimerne

Strømafbrydelsen har også betydet at en række lysreguleringer i Kolding er ude af drift i de tidlige morgentimer, skriver TV Syd.

Tønder Forsynings direktør er død

20. januar 2021

Administrerende direktør for Tønder Forsyning, Bo K. Ludvigsen, er tirsdag morgen uventet død efter en pludseligt opstået hjerneblødning.

Bo K. Ludvigsen, der har stået i spidsen for Tønder Forsyning gennem mere end 12 år, blev 46 år og efterlader sig samlever samt fem sammenbragte børn.

Bo K. Ludvigsen var ligeledes bestyrelsesformand for Tønder Festival.

Hvil i fred.

Kilde: Tønder Forsyning

1.700 ud af 3.300 vil have fjernvarme

19. januar 2021

Haderselv Fjernvarme har siden efteråret kørt en kampagne for at få olie- og gasfyrsejere i det vestlige Haderslev, Starup og Marstrup over på fjernvarme. Og det er gået ganske glimrende. 

Rent faktisk har 1700 ud af 3300 potentielle forbrugere givet forhåndstilkendegivelse om at de vil have fjernvarme.

Det skriver JydskeVestkysten

- Det overgår simpelthen min vildeste fantasi. At så mange på så kort tid har vist interesse er imponerende, men det viser også bare, at Haderslev kan noget særligt, når der er et fælles projekt, siger Morten Hartmann, direktør i Haderslev Fjernvarme. 

Haderslev Fjernvarme går i gang i Fuglebakkekvarteret først, da det er her der har været størst interesse med hele 60 procent af de potentielle forbrugere. 

Cowi melder sig ind i Brintbranchen

19. januar 2021

En af Danmarks største rådgivere, COWI, har meldt sig ind i Brintbranchen.

- Cowi anser klimaudfordringerne og den grønne omstilling for at være en af vor tids største opgaver. Brint vil uden tvivl spille en nøglerolle i den forbindelse; som energibærer til de sektorer, der ikke lader sig direkte elektrificere. Og Cowi har allerede en stærk rolle i mange Power-to-X og brintprojekter. Med medlemskab af Brintbranchen ønsker vi at medvirke til, at vi sammen kan løfte udfordringerne og præge udviklingen frem mod en mere bæredygtig fremtid, siger Senior Vice President for Cowis energidivision, Klaus Winther Ringgaard.

Cowis arbejde med brint og Power-to-X er allerede kommet godt fra start, da Cowi som videnspartner er involveret i Danmarks mest ambitiøse Power-to-X-projekt ”Green fuels for Denmark”, hvor Cowi bidrager med rådgivning i den indledende fase af etableringen af en 1.3 GW brintfabrik i Københavnsområdet.  

Kilde: Brintbranchen

Aktivister på spil ved Baltic Pipe

18. januar 2021

Aktivister fra Baltic Pipe Nej Tak ar i nat været på spil, og der er blevet opsat bannere og plakater ved flere af Energinets oplagringspladser på Fyn. Med ordene Stop Baltic Pipe og Baltic Pipe er et kulsort projekt viser borgerne igen deres utilfredshed med projektet.

Energinet har i 2020 gjort klar hen over Fyn til anlæggelse af Baltic pipe. De arkæologiske undersøgelser er afsluttede og der er blevet anlagt oplagringspladser til rørene som skal transportere fossilgassen. Skov- og naturområder som ledningen skal føres igennem er blevet fældet, ødelagt og ryddet.

Aktivisterne mener, at anlæggelsen af Baltic Pipe strider imod Paris-aftalen, hvor Danmark har forpligtiget sig til en grøn omstilling, hvilket ikke er tilfældet med denne udvidelse af fossil infrastruktur på dansk grund.

- Vi, borgere på Fyn, vil med denne aktion gøre opmærksom på at kampen ikke er slut. Vi ønsker ikke Baltic Pipe på vores ø. Energinet har med projektet Baltic Pipe, opført sig urimeligt i deres behandling af lodsejere, samt været medvirkende til en voldsom forringelse af de akvatiske forhold i Lillebælt. Naturområder og biodiversiteten har lidt et knæk og naturbeskyttelsesloven er blevet tilsidesat. Vi har hele tiden ønsket en åben og ærlig debat, men det har igennem hele forløbet været svært at få politikerne i tale. Vores klimaminister og regeringen har i denne sag endnu engang vist, at de ikke lever op til deres ansvar og at de har absolut nul ambitioner for klimaet og vores fremtid, siger talspersonen for aktionsgruppen Agnes Skov Hansen.

Kilde: Baltic Pipe Nej Tak

175 millioner til grøn SMV-bølge

18. januar 2021

Hvis du er en privatejet produktions-, handels- eller servicevirksomhed, har du lige fået åbnet en dør til 175 mio. kr. Pengene uddeles af Energistyrelsen som tilskud til projekter, der sænker energiforbruget i virksomhederne.

- Tilskuddet sikrer god økonomi i klimavenlige projekter, der sænker energiforbruget, CO2-udledningen og forbedrer konkurrenceevnen hos virksomhederne. Vi har en klar målsætning om, at Erhvervspuljen skal nå bredt ud, og vi havde mange forskellige typer ansøgere i første runde. Det forventer vi også denne gang, hvor vi vil gøre en særlig indsats for at fortælle de små og mellemstore virksomheder om muligheden, siger vicedirektør Stig Uffe Pedersen, Energistyrelsen.

Tilskuddet gives til projekter som f.eks. udskiftning af kedler med varmepumper, skift til LED-belysning og energioptimering af procesanlæg. 

Kilde: Energistyrelsen

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079