23948sdkhjf

Affaldsforening om KL-plan: Første skridt mod tilpasning af affaldsenergien

KL har i dag offentliggjort den tilpasningsplan, som partierne bag ”Klimaplan for grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” anmodede om i juni. Planen indebærer en tilpasning af affaldsenergi-kapaciteten til indenlandske mængder frem mod 2030, herunder en liste over kapacitet til mulig afvikling. 

Dansk Affaldsforening, som repræsenterer de kommunale affaldsselskaber, støtter KL’s tilgang til opgaven. Nu er det op til staten – i form af Energistyrelsen – og Folketinget at beslutte vejen frem.

- Rapporten er et første skridt, der kvalificerer og nuancerer grundlaget for, hvordan en kapacitetstilpasning kan finde sted i dialog med staten. Nu er de op til staten og Folketinget, om de vil gribe denne mulighed, der nu er præsenteret. Vi ser frem til det næste skridt, som i så fald vil indebære en proces mellem anlæg og kommuner i foråret, siger Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening.

For at realisere kapacitetstilpasning er der ifølge foreningen tre afgørende forudsætninger, som skal opfyldes.

- Det er afgørende, at kommuner og affaldsselskaber, der afvikler kapacitet, får dækket deres fulde omkostninger – herunder til transport og alternativ varmeforsyning. Det bør ikke være borgerne i tilfældige kommuner, der står med regningen for beslutninger, Folketinget har truffet. Kommuner, der afvikler kapacitet, bør derfor også have sikkerhed for at kunne få behandlet deres restaffald, og samtidig sikres gode vilkår for overgangen til anden grøn varmeforsyning, siger Mads Jakobsen.

Affaldsenergi-anlæggene, som kommunerne gennem tiden har etableret, er planlagt i samarbejde med staten, der også har godkendt dem.

Sikkerhed for behandlingsløsninger og reelle CO2-reduktioner 

Dansk Affaldsforening peger samtidig på en række forhold, der er vigtige at tage højde for i forbindelse med tilpasningen. Det handler om sikkerhed for fald i affaldsmængderne, reel genanvendelse og vejen til 70% CO2-reduktion i 2030.

- Affaldsenergien er kritisk infrastruktur. Tilpasningen bør derfor ske, efterhånden som de danske mængder af restaffald fra borgere og virksomheder falder, så vi altid kan løse vores egne miljøproblemer på bedste vis, siger Mads Jakobsen.

- Vi bør tilpasse på baggrund at reel øget genanvendelse og undgå eksport af dansk affald til energiudnyttelse. Klimaet er ligeglad med, om dansk affald, der ikke kan genanvendes, udleder CO2 herhjemme eller i udlandet.

- Sammen med kapacitetstilpasning bør der derfor skabes gode rammer for at etablere CO2-fangst på affaldsenergi-anlæggene til det affald, vi ikke kan genanvende. Det er oplagt at lade affaldsenergisektoren være motor for udviklingen af CO2-fangst i Danmark, siger Mads Jakobsen.

Både regeringen, Concito, Klimarådet har peget på CO2-fangst på anlæggene, som et vigtigt bidrag til at nå målet om 70% reduktion af CO2-udledningen i 2030. En ny rapport, som Rambøll har udarbejdet for Dansk Affaldsforening, viser, at CO2-fangst, transport og lagring er teknisk muligt og økonomisk attraktivt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078