23948sdkhjf

Elselskabet Norström politianmeldt i omfangsrig sag om ulovligt telefonsalg

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskabet Norström for ulovligt telefonsalg. Også en virksomhed, der medvirkede som leadvirksomhed, er blevet politianmeldt.

Alle aftaler, som er indgået med Norström under ulovligt telefonsalg, er ugyldige, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse,

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Norström, der primært sælger el-abonnementer, for ulovlige opkald til 224 forbrugere og for at have vildledt 117 forbrugere under telefonsamtalerne. De ulovlige henvendelser er alle foretaget på under fem måneder.

- Vi har på kort tid fået uhørt mange klager over Norström. De mange klager tegner et billede af en salgsteknik, hvor man bevidst vildleder forbrugerne med det formål at få dem til at skifte til Norström. Det er noget, vi ser på med stor alvor, og vi har derfor politianmeldt virksomheden og anmodet politiet om at efterforske sagen nærmere, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

Tilgodehavender og grøn strøm

Ifølge klager til Forbrugerombudsmanden har Norströms telefonsælgere blandt andet udgivet sig for at være forbrugernes nuværende elselskab og bedt forbrugerne om at udlevere deres bankkontooplysninger med den begrundelse, at forbrugerne havde et tilgodehavende hos deres nuværende elselskab eller kunne spare gebyrer mv.

Ifølge andre klager har telefonsælgerne bedt om forbrugernes CPR-numre med den begrundelse, at forbrugerne skulle tilmeldes grøn strøm, eller at forbrugernes nuværende elselskab skulle fusionere med Norström.

Leadvirksomheden SikkerFremtid ApS er politianmeldt for at have medvirket til de ulovlige opkald ved at have solgt urigtige oplysninger om, at forbrugerne havde givet samtykke til at blive ringet op af Norström. En leadvirksomhed er en virksomhed, der indsamler såkaldte leads – det vil sige samtykker – bl.a. via konkurrencer på nettet.

Langt de fleste af forbrugerne har klaget direkte til Forbrugerombudsmanden, men Forbrugerombudsmanden har også modtaget klager over Norström gennem andre energiselskaber.

Ofte nye selskaber

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen understreger i en pressemeddelelse at langt de fleste energiselskaber overholder reglerne. 

- Men der er nogle få, som ikke gør det. I de sager, vi ser, er det ofte nye energiselskaber, som tilsyneladende har gjort det til deres forretningsmodel at ringe forbrugerne op uden deres samtykke og vildlede forbrugere, siger hun. 

Samtidig med politianmeldelsen er det vigtigt for Forbrugerombudsmanden at slå fast at forbrugerne ikke er bundet til den aftale, der er indgået med Norström, hvis selskabet har ringet til dem uden deres samtykke eller hvis de er blevet vildledt til at indgå en aftale med Norström. 

- Man skal hurtigst muligt skrive til Norström, at aftalen er ugyldig og evt. samtidig kontakte Energinet for at fejlmelde skiftet til Norström. Vil Norström ikke annullere aftalen, skal man anmode sit hidtidige energiselskab om at skifte tilbage til dem, hvis man ønsker dette, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Norström blandt andet har vildledt forbrugerne i telefonopkaldene ved:

  • at udgive sig for eller på anden måde give forbrugeren det indtryk at opkaldet er fra forbrugerens nuværende elselskab,
  • i strid med sandheden at oplyse, at Norström samarbejdede med, skulle fusionere med eller var blevet overtaget af forbrugerens nuværende elselskab eller at forbrugerens nuværende elselskab var gået konkurs,
  • at give urigtige oplysninger om, at forbrugeren kunne spare penge ved at skifte til Norström, selvom selskabet ikke kendte til forbrugerens nuværende elaftale eller forbrug.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126