Kan opnå økonomiske fordele
Verdo har underskrevet aftalen om overtagelse af Grenaa Kraftvarmeværk. Overtagelsen vil ikke betyde nogen ændring for den daglige drift. Verdo køber værket med det formål at drive og udvikle det til gavn for både værket, byens industri og borgere samt til gavn for energiselskabet Verdo. - Verdo har stor erfaring med at drive biomassefyrede kraftvarmeværker, og de vil fortsat sikre driften af hensyn til fjernvarmekunderne, halmleverandørerne og de ni medarbejdere, som er beskæftiget på værket. Derfor er vi naturligvis glade for den aftale, vi har indgået i dag, siger Jens Erik Pedersen, direktør i Dong Energy. Med effektiv og sikker drift af det eksisterende anlæg ønsker Verdo at være den foretrukne leverandør af varme og procesdamp til industrien i Grenaa fremadrettet. - Med flere værker i vores portefølje kan vi opnå økonomiske fordele og optimere på den samlede drift. Grenaa Kraftvarmeværk passer godt ind i vores virksomhed, og med den størrelse og de kompetencer Verdo har, er vi den helt rette operatør til at drive sådan et størrelse værk. Samtidig vil vi lade os inspirere af den måde, medarbejderne i dag driver værket. Vi glæder os til at byde de nye kolleger fra Grenaa Kraftvarmeværk velkommen i Verdo, siger administrerende direktør hos Verdo, Kim Frimer. Grenaa Kraftvarmeværk er opført i 1992 og leverer foruden fjernvarme til Grenaa også procesdamp til virksomheder, der anvender damp i produktionen. Værket er et multibrændselsfyret kraft- og varmeproducerende anlæg. Baggrunden for salget er, at Dong Energy som led i sin forretningsstrategi ønsker at frasælge en række af selskabets decentrale kraftvarmeanlæg, heriblandt Grenaa Kraftvarmeværk.