23948sdkhjf

Fælles taskforce skal sikre rammerne for geotermi i Aarhus

Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, blev fredag præsenteret for det ambitiøse geotermiprojekt, som Aarhus Kommune, i samarbejde med A.P. Møller Holding A/S, har arbejdet på igennem et par år.

Målet med mødet var at fortælle ministeren om alle de fordele, som Aarhus Kommune ser i projektet.

Og det var en positiv energiminister som kunne gøre status efter mødet.

- Det var et godt og konstruktivt møde. Jeg anerkender det store arbejde, Aarhus Kommune har lavet, og der kan være et stort potentiale i forhold til den grønne omstilling, hvis man kan rydde udfordringerne i projektet af vejen. Derfor er jeg glad for, at vi på mødet i dag har aftalt at nedsætte en fælles taskforce, som skal arbejde videre med rammerne for projektet, siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard er meget tilfreds med, at Regeringen nu forpligter sig i arbejdet med geotermisk fjernvarme.

- I Aarhus Kommune vil vi gerne tage de første skridt til, at det her projekt kan blive realiseret i hele Danmark. At ministeren er så positiv, viser bare, at vi har gang i noget helt rigtigt, som nu er et skridt tættere på at blive en realitet, siger han.

Rammerne skal på plads

En af de ting som Aarhus Kommune fortalte ministeren om på mødet fredag er den støttemodel, som man har peget på, for at projektet kan blive en realitet.

I vind-branchen har man i mange år arbejdet med en model, som forsikrer vindmølleejerne mod lave elpriser. Staten støtter ved lave elpriser og bliver omvendt kompenseret, når elpriserne er høje. Ved geotermi er princippet det samme – bare med omvendt fortegn. Her bruger man grøn el til at pumpe det varme vand op fra undergrunden. Så hvis elprisen er høj, så bliver geotermi dyrt.

Derfor er der også her et behov for en økonomisk forsikring fra staten.

Den nye taskforce skal nu være med til at sikre, at den støttemodel man vælger til geotermi, er i overensstemmelse med statsstøttereglerne, skriver Aarhus Kommune i pressemeddelelsen.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.938