Vestas lider stadig under, at man for nogle år siden midlertidigt måtte tage V90-havmøllen af markedet. I hvert fald har den danske vindmølle-koncern kun installeret beskedne 2 MW i 2011, og dermed har man en markedsandel, der nærmest ikke kan måles. Det skriver Ritzau Finans ifølge EPN.
Anderledes godt går det for konkurrenten Siemens, der i 2011 installerede hele 692,7 MW hvilket svarer til ca. 80 % af de samlede installationer. RePower installerede 13 %, mens Bard havde en markedsandel på 7 %.
Dermed har Siemens også øget sin andel af den samlede offshore-park. Ved udgangen af 2011 var der installeret i alt 3.812,6 MW på verdensplan, og af disse har Siemens leveret 53 %, mens Vestas har leveret 36 %.
I 2012 er der ikke udsigt til, at Vestas haler yderligere ind på Siemens. Vestas har nemlig ikke en eneste offshore-ordre til levering i 2012.