- Solfangeranlægget skal opføres, hvor det er planlagt, lyder det fra Carsten Møller Nielsen fra Dronninglund Fjernvarme efter et planlægningsmøde med Brønderslev Kommune.
Der er ikke noget alternativ til placeringen - og det endda selvom projektet inkl. placeringen af solfangeranlægget har haft et turbulent 2011. Det skriver Ugeaviserne Online.
Læs:
Nye klager forsinker solvarmeanlægNaturklagenævnet kræver VVM-redegørelse
Kort før jul omstødte Natur- og Miljøklagenævnet Brønderslev Kommunes afgørelse og slog fast, at der skal udarbejdes en VVM-redegørelse for det udpegede område for solfangeranlægget, Lunderbjerg.
Det har dog ikke skubbet til Carsten Møller Nielsens urokkelige tro på projektet.
- Efter dette møde kan jeg sige, at projektets fremtid alt i alt ser lovende ud. Vi kan konstatere, at der er stor opbakning fra kommunens side til projektet, siger han til avisen.
Brønderslev Kommune har besluttet at godkende projektet og om nødvendigt at ekspropriere jord.
- Disse beslutninger er der ikke rørt ved i Naturklagenævnets afgørelse, fortæller Carsten Møller Nielsen.
Kommunen har således udarbejdet en stram tidsplan og i det næste halve år skal der arbejdes for at skabe det nødvendige plangrundlag.