23948sdkhjf

Hvil i fred!

I weekenden var jeg til bisættelse af min bedstefar. Han blev 96 år gammel. Født i 1924 – død i 2020.

96 år hvor verden i den grad har taget nogle gevaldige twists and turns.

Han var produktet af sin generation. Levede et liv i det stille – fulgte med i stort og småt. En verdenskrig, en mand på månen og en oliekrise på de store linjer. Overgangen fra oliefyr til naturgas og siden fjernvarme på de hjemlige.

Omstillingen fra olie til gas til solenergi var for ham ikke et valg truffet ud fra et klimamæssigt perspektiv, men et resultat af de beslutninger, der nu engang er blevet taget på de områder over årerne.

Han var også af en generation, der sammen med andre efter ham, nu udskammes for ikke at have gjort nok – hvis overhovedet noget - for klimaet. At det er de tidligere generationers skyld, at vi nu står i en situation, hvor vi har umådeligt travlt, hvis klimakrisen bare som minimum skal udskydes, i bedste fald aflyses.

Men kan vi egentligt tillade os det?

Sådan at vende blikket bagud og dømme med nutidens briller. Placere skyld og give dårlig samvittighed.

Nej, vil jeg mene.

For det, der i dag i samfundets øjne er fuldstændig utilstedelige handlinger, var engang at betegne som sædvane og almindelig praksis.

Engang blev der røget cigaretter alle steder - i fly, i busser, på restauranter og under graviditeter. Engang var en losseplads et hul i jorden, hvor alskens sager lige fra vaskemaskiner til haveaffald til plastflasker endte sine dage. I hvert tilfælde de ting, der ikke lige blev brændt af i brændeovnen. Engang var det ikke ualmindeligt at lade børnene rasle rundt på bagsædet af bilen uden sele hele vejen til Harzen og hjem igen.

I dag ville den slags aldrig passere. Fordi vi nu ved bedre.

Men er det ikke tilladt?

At blive klogere, så man igen kan vide bedre – og så i øvrigt gå ud fra at fortidens handlinger er foretaget ud fra de bedste intentioner i lyset af den viden, man havde dengang – og ikke som en bevidst kæp i hjulet på problemstillinger, der på daværende tidspunkt ikke engang var opstået endnu.

Vi skal lære at standse op og acceptere at sket og sket - men at vi nu med vores nye og bedre viden har alle muligheder for at gøre tingene på en helt anden måde i fremtiden. Bygge videre på det gode og kassere det dårlige. Holde fokus på mulighederne i stedet for udskamningen og den løftede pegefinger.

Vende blikket frem mod 2030 og 70 procentsmålet. Sektorkobling og digitalisering. Data, data, data og energioptimering. Spildevandsrensning, pyrolyseprocesser og biokos. Living Labs og grøn varme til danskerne. Genanvendelse og affaldsindsamling. Alt sammen i den grønne sags tjeneste.

Lade fortiden - og min bedstefar - hvile i fred.

Med ønsket om god læselyst

Maria Berg Badstue Pedersen
Redaktør

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.814