23948sdkhjf

Affald har brændt i to måneder - nu slukkes branden

Roskilde Brandvæsen vil nu forsøge at slukke en affaldsbrand, der har brændt i næsten to måneder. Brandvæsenet har indtil nu forsøgt at inddæmme branden.

- Nu er bunken af en størrelse, hvor vi kan begynde at håndtere den igen, så vi er ret sikre på, at den ikke spreder sig, siger Lars Robetje, beredskabsdirektør ved Roskilde Brandvæsen.

Brandvæsenet er i øjeblikket i gang med at finde ud af, om de skal slukke branden med sand, jord eller vand. Hvis valget falder på vand, vurderer brandvæsenet, at det vil kræve cirka 360.000 liter for at slukke branden.

Uanset hvad kan brandslukningen komme til at tage længere end ventet - og den kan blive besværlig. Brandvæsenet skal nemlig have skilt den store bunke ad i mindre brande.

- Men det tager lidt tid, for hver gang vi graver en lille smule i det, så kommer der luft til, siger Lars Robetje, der forklarer, at tilstrømningen af luft gør, at der går i ild i affaldet.

Derfor kan det også godt være, at beboerne i Roskilde kan se flere flammer og mere røg i affaldsbunken igen.

- Men det er altså ikke, fordi der er startet en ny brand herude, siger Lars Robetje.

Desuden bliver brandvæsenet nødt til at orientere sig om vejret for at være til mindst mulig gene for beboerne i Roskilde. Hvis vinden blæser i den forkerte retning, kan røgen blive ubehagelig for folk, der bor i nærheden. Derfor er det også svært at sige, hvornår brandvæsenet kan være i mål med opgaven, oplyser Lars Robetje til TV2 Lorry.

Affaldsbranden blev opdaget natten til den 19. september på et affaldsanlæg ved virksomheden Solum, der ligger i det østlige Roskilde.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11