23948sdkhjf

Miljøstyrelsen ignorerede kritik om pesticider i vandet

I årevis har danske kommuner givet vandværker dispensationer til at overskride grænseværdier for pesticider. Og det er på trods af, at dispensationerne siden 2013 har været i strid med EU's drikkevandsdirektiv.

Selv om EU-Kommissionen gentagne gange har henvendt sig til Miljøstyrelsen, har styrelsen ikke reageret. Styrelsen har dermed ikke informeret kommunerne om, at dispensationerne ikke var i overensstemmelse med EU-reglerne.

Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder Miljøstyrelsens håndtering dybt kritisabel.

- Der er også behov for, at vi får kigget på de gældende dispensationer. Dem, der er ulovlige, bør stoppes. Der skal være tryghed og tillid omkring drikkevandet, siger hun.

Styrelsen for Patientsikkerhed har imidlertid foretaget en vurdering af de udledte stoffer. Sundhedsmyndighederne vurderer, at der ikke har været fare ved at drikke vandet fra hanerne.

- Men det ændrer ikke på, at vi i fællesskab i Europa har besluttet, at vi ikke vil have rester af sprøjtemidler i vores grundvand, siger Lea Wermelin.

Ifølge pressemeddelelsen har Miljøstyrelsen deltaget i flere møder med EU-Kommissionen. Her har kommissionen forklaret, hvordan reglerne skal forstås. Den viden er imidlertid ikke blevet bragt videre. Derfor vil ministeren kræve en redegørelse fra Miljøstyrelsen. Hun ønsker også en ekstern revision af området.

- Det er helt ubegribeligt for mig, hvordan den her praksis har kunnet fortsætte i så mange år. Der er behov for at få ryddet op med det samme. Jeg vil bede Miljøstyrelsen om en redegørelse for forløbet, og for at der ikke er blevet reageret, når de har kendt til de korrekte regler og er blevet informeret om det fra EU-Kommissionen, siger Lea Wermelin.

Ministeren har også bedt Kammeradvokaten om at kulegrave hele drikkevandsområdet.

Allerede i december sidste år modtog Miljøstyrelsen kras kritik fra Rigsrevisionen for sin håndtering af dispensationer. Dengang handlede det om tilladelser til brug af pesticider, der enten var forbudt eller endnu ikke godkendt.

Miljøstyrelsen skriver tirsdag i en pressemeddelelse, at de nu har oplyst kommunerne om, at dispensationerne ikke er i overensstemmelse med reglerne i EU-direktivet.

Direktør for Miljøstyrelsen Lars Hindkjær ønsker ikke at stille op til interview.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094