23948sdkhjf

Mulige forureninger skal undersøges inden 2030

Region Midtjylland har netop sat fokus på de cirka 2000 grunde, der i dag udgør en potentiel risiko for grundvand og boliger. 

I følge den nye Handleplan for Jordforurening 2020-25, som netop er godkendt sætter det lange lys på jordforureningsindsatserne for at sikre mest mulig tryghed, sundhed og rent vand for pengene. 

Det betyder at de 2000 grunde om 10 år skal være undersøgt. 

5.200 kortlagte grunde 

En vigtig prioritet i handleplanen er de 5.200 kortlagte "muligt forurenede" grunde i regionen. Umiddelbart udgør ca. 2.000 af dem potentielt en risiko for grundvand og/eller boliger i nærheden, som det offentlige har pligt til at gribe ind over for. Disse grunde skal være undersøgt inden 2030.

- Vi er nødt til at prioritere at få undersøgt grunde rundt om i hele regionen, hvor der er mistanke om forurening, og vi vil blive den første region, der får det overblik. Det er ambitiøst, når vi har et stramt årligt budget på ca. 40 mio. kroner til alle vores jordforureningsopgaver. Men vi har brug for overblikket, så vi ved, hvilke forureningsopgaver der venter os og de kommende generationer. Sideløbende skal der selvfølgelig også være penge til at rense op de steder, hvor forurening truer drikkevandet, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling.

Bæredygtighed i fokus

Handleplanen for jordforurening stiller også skarpt på FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som Region Midtjyllands udviklingsstrategi baserer sig på. Når regionen løser opgaver, der har med jordforurening at gøre, bidrager det i særlig grad til verdensmål 3 (sundhed) og verdensmål 6 (rent vand).

- Som borgere og politikere har vi brug for, at det er tydeligt, hvordan vores offentlige indsatser og beslutninger bidrager til en mere bæredygtig verden. To verdensmål skiller sig her særligt ud, men handleplanen belyser også, hvordan jordforureningsopgaverne har en positiv indflydelse på en række andre verdensmål, siger Flemming Knudsen (S), næstformand for Udvalg for Regional Udvikling.

En af prioriteterne i handleplanen er for eksempel, at regionen skal bidrage til og investere i udvikling af nye løsninger på jordforureningsområdet. Det skal ske i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, rådgivere, andre myndigheder og interessenter.

Sådan en prioritering kan ud fra FN's verdensmål bidrage til både miljøvenligere teknologier (verdensmål 9), grønnere forretningsområder for virksomheder (verdensmål 8) og mere energirigtige metoder (verdensmål 7).

Fakta om jordforureningsopgaverne i regionen 

Handleplan for Jordforurening 2020-25 var i høring 5. maj – 1. juli 2020. Regionsrådet har planen til endelig vedtagelse den 23. september.

Region Midtjylland har sammen med de øvrige regioner ansvaret for den offentlige indsats for jordforurening i Danmark.

Regionerne har pligt til for eksempel at handle på forureninger eller mulige forureninger, der udgør en trussel for mennesker og miljø. Det kan være at rense op for at sikre værdifuldt grundvand eller særlig naturområde, sikre indeluften i boliger på forurenede grunde eller sikre børneinstitutioner og offentlige legepladser mod jordforurening. 

I Region Midtjylland er der ca. 3.400 forurenede grunde, mens 5.200 grunde er vurderet som muligt forurenede (af dem er ca. 2.000 med en potentiel forurening af grundvand eller boliganvendelse, og dermed er det forureninger, som det offentlige skal gribe ind over for).

Hertil kommer tre store generationsforureninger på Harboøre Tange som følge af Cheminovas kemikalieproduktion.

Region Midtjylland har årligt ca. 40 mio. kroner til undersøgelser og løsninger på jordforureningsområdet.  

Kilde: Region Midtjylland

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093