Det er EU's Socialfond, der har beviliget penge til den nordjyske vindklynge, Hub North. Det betyder at fremtiden er sikret – i hvert tilfælde i de næste tre år, skriver Nordjyske.dk.
Netværket Hub North startede for et par år siden ved
. I dag har netværket 115 medlemmer.
Pengene skal være med til at øge konkurrencen og styrke samarbejdet i og omkring de nordjyske virksomheder, der leverer til vindmølleindustrien. Derudover skal netværket være med til at kortlægge behovet for testfaciliteter i Nordjylland. I sidste ende skal Hub North være med til at skabe arbejdspladser i det nordjyske, og dét er noget der skaber interesse.
- Det er accelereret fra 0 til i dag 115 medlemmer, så vi er blevet et godt, stærkt netværk, fortæller Henrik Wadmann, der understreger over for Nordjyske at selv de store spillere som Vestas og Siemens værdsætter netværket og de kompetencer der tilbydes.
Hos Aalborg Samarbejdet, der også er en del af HUB North, tager man mod bevillingen med kyshånd og forklarer, hvorfor så mange virksomheder pludselig har fattet interesse for at være medlem af netværket.
- Virksomhederne har indtil nu sikret forretningsudviklingen på egen hånd, men den globale konkurrence betyder, at der er rigtig mange om buddet, og det er nødvendigt at samarbejde strategisk, så både store og små virksomheder fortsat kan være med og leve op til de nye og større krav, der stilles, forklarer Projektleder Vibeke Lei Stoustrup fra Aalborg Samarbejdet.
Ud over støtte i form af seks millioner kroner får Hub North i projektperioden også støtte i form af timer fra Aalborg Universitet, Force Technology samt de lokale erhvervskontorer.