23948sdkhjf

Boligforening installerer varmepumper i fjernvarmeby

Himmerland Boligforening går nu i gang med etablering af sin næste afdeling. Denne gang på Fenris Allé i Godthåb godt 10 km sydvest for Aalborg. 

24 familieboliger fordelt på etagebyggeri og rækkehuse, som sammen med et fælleshus udgør en samlet enhed.

– Vi sigter efter et enkelt udtryk, der i materialevalg og farvesætning kan lede tankerne hen på tørreladerne på de tidligere Zincks fabrikker, hvor man tørrede træskafter til håndværks- og landbrugsredskaber. På den måde er der i afdelingen en klar reference til industrihistorien på og omkring Godthåb Hammerværk, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening. 

Bebyggelsen får form som en åben firlænget gård, så der opstår et fælles gårdrum, hvor der ifølge Ole Nielsen etableres et orangeri, et overdækket areal som kan benyttes hele året. Desuden vil der langs boligerne være mindre opholdsarealer. 

Varmepumper i en fjernvarmeby

Aalborg er med Ole Nielsen ord 'en fjernvarmeby', men på Fenris Allé gør man noget nyt. Det bliver boligforeningens første byggeri, der får opvarmning med varmepumper.

Hvor mange varmepumper og størrelsen på selvsamme varmepumper, der er tale om er endnu for tidligt at udtale sig om. 

- Projektet er stadig under forprojektering, derfor er det meget svært at beskrive den endelige løsning på nuværende tidspunkt. Vi forventer at projektet er i udbud i begyndelsen af januar 2021 – i fagentrepriser og så ved vi mere, skriver Ole Nielsen til Energy Supply.

Og det er bare ét element i projektets arbejde med klimahensyn og bæredygtighed:

-  Det ligger os meget på sinde at skabe en afdeling, hvor miljøhensyn i både bygge- og driftsfasen er i højsædet, fortæller Ole Nielsen.

Samtidig bliver byggeriet udført med højisolerede paneler med træbeklædning og optimal begrænsning af energitab og -forbrug. Ved at benytte meget tyndt isoleringsmateriale til facaderne vinder man yderligere indvendigt.

- Så får vi ikke 'tykke' vægge, men vinder nogle kvadratmeter med denne type isolering, forklarer Ole Nielsen og uddyber, at byggeriets omfang gør, at boligforeningen tør binde an med metoden:

- Vi tror meget på konceptet og vil følge det tæt. Men skal vi prøve noget, er det en god størrelse.

Den nye afdeling ventes at koste i omegnen af 47 mio. kr. Den nødvendige accept fra Aalborg Byråd er på plads, og efter planen kan de første beboere flytte ind i slutningen af 2022. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093