23948sdkhjf

Ørsted bag 100 MW elektrolyseanlæg i Holland

Den hollandske producent af gødning Yara og Ørsted har begge en vision om at skabe en bæredygtig fremtid ved at være pionerer og er derfor gået sammen om at udvikle et 100 MW stort elektrolyseanlæg til produktion af vedvarende brint fra havvind.

Tanken med projektet er at benytte vedvarende brint i stedet for fossilbaseret brint til at producere ammoniak på Yaras anlæg i Sluiskil, som ligger i den hollandske provins Zeeland.

Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse.

Den vedvarende brint vil generere ca. 75.000 tons grøn ammoniak om året - svarende til ca. 10 procent af kapaciteten på et af ammoniakanlæggene i Sluiskil - baseret på vedvarende energi fra Ørsteds havvindmølleparker.

Planen er at anvende den grønne ammoniak til at producere CO2-neutrale gødningsprodukter for at reducere CO2-udledningen i fødevareværdikæden. På længere sigt har ammoniakken også potentiale til at blive anvendt som klimaneutralt brændstof til skibe.

Brint, der fremstilles af vedvarende energikilder, er et CO2-frit alternativ til fossilbaseret brint, men er i dag forbundet med væsentligt højere omkostninger. At udligne denne omkostningsforskel vil tage tid og forudsætte offentlig støtte som supplement til private investeringer i storskalaproduktion af vedvarende brint og ammoniak.

Derfor vil Ørsted og Yara nu søge om offentlig medfinansiering til udviklingen og opførelsen af det 100 MW store elektrolyseanlæg.

Hvis projektet opnår tilstrækkelig medfinansiering, og hvis business casen holder, kan der træffes endelig investeringsbeslutning om opførelse af anlægget sidst i 2021 eller i begyndelsen af 2022.

Med sine rigelige havvindressourcer og store brintforbrugscentre i kystnære områder er Holland godt rustet til at gå forrest i den grønne omstilling af tung industri ved hjælp af strøm fra havvind. Samtidig kan Holland sikre konkurrenceevnen i vigtige industrisektorer samt skabe økonomisk aktivitet og arbejdspladser. Projektet kan blive en milepæl i brintkøreplanen for Smart Delta Resources-klyngen i Zeeland og et vigtigt skridt på vejen mod at øge Hollands kapacitet af vedvarende brint til 3-4 GW inden 2030.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094