23948sdkhjf

Hofor: Udfasning af biomasse inden 2030 vil kræve teknologispring

Borgerrepræsentationen i København har netop vedtaget at sætte gang i udarbejdelsen af et forslag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at opstille en plan for, at kommunen kan arbejde hen imod at udfase træbaseret biomasse som primær energikilde i fjernvarmen i Københavns Kommune senest i 2030.

Ønsket er altså at være fri af biomasse inden 2030. 

Det kan dog blive en omfattende affære, lyder det fra Hofor, som netop har indviet sit 5 milliarder kroner dyre biomassefyrede anlæg. Et anlæg, der hvert år fyrer med tonsvis af biomasse - og som helst skulle fyre med det mange år endnu.

- Det meget ambitiøse forslag om udfasning af biomasse allerede i 2030 rummer mange udfordringer og ukendte faktorer, siger forsyningschef hos Hofor Jane Egebjerg og uddyber: 

- Det vil kræve nogle store teknologispring. Borgerrepræsentationen peger desuden selv på udfordringerne med varmeprisen og forsyningssikkerheden. Hovedstaden har netop indviet et topmoderne kraftvarmeværk til over 5 mia. kroner, der leverer certificeret bæredygtig fjernvarme til københavnerne. Det er en stor investering, der, som andre tilsvarende investeringer, normalt betales af over 30 år.

Konstruktiv dialog og varmepumper

Selvom en udfasning af biomasse er forbundet med store udfordringer, ser Jane Egebjerg Andersen frem til det videre arbejde og en konstruktiv dialog med Københavns Kommune. 

Hun fortæller, at Hofor allerede nu arbejder med at styrke udviklingen af nye brændselsfrie teknologier til fjernvarmesystemet

- Vi er lige nu bl.a. i fuld gang med at høste erfaringer med forskellige typer varmepumper og med at bruge overskudsvarme fra virksomheder i fjernvarmesystemet, ligesom vi deltager i forskellige samarbejder om udvikling af fremtidens nye energiteknologier, oplyser hun. 

Her samarbejder Hofor i øjeblikket med fjernvarmeleverandørerne CTR og Veks samt Vestforbrænding.

Projektet hedder ’Fremtidens fjernvarmeforsyning i hovedstadsområdet 2050’ og opgaven er at fastlægge rammerne for fremtidens fjernvarme i hovedstadsområdet.

Biomassen udfases

Hofor er altså helt med på at biomassen skal udfases - på meget lang sigt. 

Et centralt element i ovennævnte projekt er nemlig at se ind i en fremtid, hvor biomassen spiller en langt mindre rolle end i dag. Det kan virke paradoksalt, når Hofor netop har taget sit store biomassefyrede anlæg i brug. 

- Først og fremmest: Vi kendte ikke andet, da vi planlagde det (byggeriet af AMV4, red.) og det gør vi stadig ikke. Vi skal hente de 550 MW varmekapacitet, og det kan vi ikke alene på mange små anlæg. Men AMV4 er planlagt til at få en mindre produktion over de næste 30 år, har planlægningschef i Hofor Charlotte Søndergren tidligere sagt til Energy Supply.

Hun pointerer endvidere, at der ikke er noget tegn på, at AMV4 ikke er en god investering, samt at de nye teknologier vil erstatte og supplere biomasseblokkens produktion løbende – og ikke sende AMV4 på pension med et enkelt trylleslag. 

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047