23948sdkhjf

Apple-strøm fra solceller i Thisted og møller i Esbjerg

En solcellepark nær Thisted og to nyopstillede kæmpevindmøller fra MHI Vestas ved Esbjerg skal levere grøn strøm til it-giganten Apples datacenter nær Viborg.

De to projekter gennemføres og drives af den danske udvikler European Energy, oplyser Apple til Ritzau.

De vil levere betydeligt mere CO2-neutral strøm, end Apple selv skal bruge i overskuelig fremtid her i landet, så overskudsstrøm vil solgt på markedsvilkår.

Kan udvidde

Åbningen af datacentret i Foulum sker gradvist over de kommende måneder. Apple er ved at flytte servere ind i den første datacenterbygning, som er 350 meter lang.

På grunden er der plads til yderligere fem datacenterbygninger af samme størrelse og to mindre.

Også transformatorstation, kontorer og kontrolrum står klar.

Solcelleanlægget ved Thisted er færdigt og producerer allerede med en effekt på 42 megawatt. Det fylder som 80 fodboldbaner.

Hertil kommer de to nye MHI Vestas-kæmpehavmøller på 200 meters højde, der frem mod nytår stilles op i Måde Vindtestcenter ved Esbjerg. De er af typen 164 og har en kapacitet på hver 8,4 MW.

Samlet får de to anlæg derved kapacitet på 58,8 MW strøm.

CO2-neutrale

Apple har netop forpligtet sig til, at såvel virksomhedens leverandørkæder som produkter er 100 procent CO2-neutrale i 2030.

Det siger Lisa Jackson, der sidder i Apples topledelse som direktør for miljø og sociale forhold.

Hun er tidligere chef for USA's miljøstyrelse, EPA, under præsident Obama fra 2009-2013.

- Apple viser vort engagement i ren energi gennem disse projekter. Vores datacentre er allerede CO2-neutrale, nu følger forsyningskæder og produkter efter, siger Lisa Jackson til Ritzau.

Ud over Apple har også Facebook og Google danske datacentre på vej i henholdsvis Odense og Aabenraa.

Energistyrelsen har vurderet, at datacentrenes enorme forbrug af strøm i 2030 kan udgøre 15 procent af Danmarks samlede elforbrug.

Såvel Klimarådet som politikere har udtrykt uro over, at datacentre vil lægge beslag på så meget energi, at Danmarks grønne omstilling kommer i fare.

Men Lisa Jackson betoner, at Apple gennem projekter for ren energi verden over "vil øge mulighederne for tilgængelig ren energi i de pågældende lande - ikke tage CO2-fri energi fra dem".

Det er helt overvejende sol og vind, Apple investerer i.

- Vi regner ikke atomkraft med som vedvarende, selv om den har lavere CO2-udslip end fossil energi, siger Apple-direktøren.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172