23948sdkhjf

Verdo satser på solfangere

Verdo har indgået samarbejde med det østrigske TiSUN, som er specialist inden for store og mellemstore solvarmeanlæg.
Verdo bliver i et nyt samarbejde eneforhandler af TiSUN solfangeranlæg i Danmark, Grønland og på Færøerne.

Østrigske TiSUN er specialist inden for store og mellemstore solvarmeanlæg.

- Vi har været på jagt efter en professionel leverandør med et komplet produktprogram, som ud over anlæg til parcelhuset også kan levere certificerede solfangermoduler på helt op til 18 m2. Vi bevæger os hermed ind på et nyt marked i Danmark, hvor vi med TiSUN tager en specialist med ind på området. Vi kan nu være med til at byde på de helt store markanlæg, siger Claus Falk, direktør for Verdo Entreprise.

TiSUN lever op til alle Verdos krav og har mere end 20 års erfaring inden for solvarmesystemer.

Et voksende marked
Det danske marked for solvarmeenergi vil vokse betydeligt i de kommende år. Dansk Solvarme Forening (DSF) anslår, at der fra 2011 til 2020 vil blive installeret omkring 200.000 nye villaanlæg og cirka 225 storskala anlæg i Danmark.

Verdo-direktøren vurderer markedet til at være rigtig stort, da mange står overfor at skulle overveje, hvordan deres energiforsyning skal skrues sammen for at gøre op med de fossile brændsler og mindske deres udgifter til energi.

- Solvarme giver god valuta for pengene, og så kan det med fordel kombineres med andre energiproducerende teknologier. Og lige netop den slags er vi gode til hos Verdo. Med den nye aftale og et godt produktprogram er vi klar til markedsvæksten, siger Claus Falk fra Verdo.

Europæisk godkendelse
De solfangere, som Verdo fremover forhandler, har alle den europæiske Solar Keymark. Der er her tale om en europæisk mærkningsordning for solvarmekomponenter, der opfylder betingelserne for godkendelse efter europæiske standarder.

- Vil man være sikker på at købe et kvalitetsprodukt, skal man vælge en solfanger, som er afprøvet, og som der findes dokumentation på. Kun på den måde har man mulighed for at vurdere kvaliteten. Og fordi der i Danmark er få lovkrav til solfangere, kan der være stor forskel på, hvor effektive de forskellige solfangere er, forklarer Claus Falk fra Verdo.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078