23948sdkhjf

Overskudsvarme fra Odense Krematorium skal nu genvindes

Efter positivt svar fra Det Etiske Råd er Odense Kommune nu klar til at genvinde overskudsvarmen fra Odense Krematorium.
Det Etiske Råd har begrundet deres overvejelser om genvindingen af overskudsvarmen fra krematorierne i, at der ikke er en direkte forbindelse mellem selve kremeringen og varmegenvindingen i radiatorerne.

Overskudsvarmen kommer fra den samlede kremeringsproces, hvor tilførslen af naturgas udgør hovedparten af den samlede energi. Det skyldes, at der ved kremering tilføres store mængder energi for at opvarme krematoriets to ovne til 800 grader, som er den minimumstemperatur, ovnene skal have for at sikre fuldstændig udbrænding af røggasserne, der ellers vil forårsage forurening og lugtgener. Selve kremeringen bidrager derfor i den sammenhæng med en minimal andel.

Derudover overføres varmen fra forbrændingen til det tilgrænsende, selvstændige kølesystems kølevand gennem en varmeveksler, som det også kendes fra fjernvarmesystemer. Der er dermed flere adskilte led mellem røggassen fra krematorieovnene og radiatorerne.

Miljømæssige og økonomiske fordele
Varmegenvindingen har både miljømæssige og økonomiske fordele.

- Miljøgevinsten ved at sælge overskudsvarmen fra Odense Krematorium til fjernvarmenettet giver en årlig reduktion i udledningen af CO2 på ca. 60 tons. Sagt på en anden måde bortkøler Odense Krematorium i dag en varmemængde, der svarer til det årlige varmebehov i ca. 30 husstande, så der er altså et væsentligt miljømæssigt incitament til at genvinde varmen fra Odense Krematorium, siger Lene Holm, kontorchef i Park og Natur i By- og Kulturforvaltningen.

Overskudsvarmen fra Odense Krematorium genvindes ved at sælge den til fjernvarmenettet i Odense. Indtægten ved salg af overskudsvarmen betyder, at prisen på en kremering i Odense Krematorium kan reduceres, så omkostningen for de efterladte bliver så lille som mulig.

Odense er ikke de eneste
Odense Kommune er ikke alene om at se fordelene i at genvinde varmen fra krematoriet. I alle landets krematorier, der har mulighed for det, er man allerede i gang med varmegenvindingen, eller projekterne er klar til implementering i forbindelse med, at der også skal installeres filtre til rensning af røggasserne – filtre, som Odense Krematorium allerede har haft i en årrække.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095