23948sdkhjf

Stor nedskrivning sender Bladt i minus

En stor nedskrivning på 85 mio. kr. vender overskud til stort underskud hos Bladt Industries. Nedskrivningen er sket i forbindelse med en uafklaret voldgiftssag og er årsagen til et underskud på 42 mio. kr. efter skat i Bladt Industries A/S.

Ledelsen er dog tilfreds med udviklingen på grund af en sund kerneforretning, den største ordrebeholdning nogensinde og fravær af arbejdsulykker, skriver den nordjyske virksomhed i en pressemeddelelse.

- Ser man bort fra nedskrivningen, er vi tilfredse med resultaterne i Bladts kerneforretning. Vi er en sund og kundeorienteret virksomhed, som udvikler sig i den rigtige retning, siger administrerende direktør Klaus Steen Mortensen, der netop har offentliggjort det sidste regnskab i spidsen for den nordjyske stålkoncern.

Polstrer egenkapitalen

Som en konsekvens af nedskrivningen valgte Bladts ejere i 2019 at investere og indskyde 150 mio. kr. i yderligere egenkapital for at polstre virksomheden og understøtte de fortsatte vækstplaner.

- Vi er meget tilfredse med, at vores ejere i 2019 viste os så stor tillid, at de har øget deres investeringer i Bladt. Det styrker vores soliditet og viser, at vores ejere tror fuldt og fast på virksomheden. Og så sikrer det, at vi kan fortsætte udviklingen af Bladt i et offshore vind marked med forventede årlige vækstrater på over 20% så langt øjet rækker, siger Klaus Steen Mortensen.

Flere og større projekter i kombination med leverancer af stål og komponenter betød også, at Bladt øgede omsætningen med hele 49 procent i 2019. Samtidig kom der yderligere 220 kollegaer til i året, så virksomheden ved udgangen af 2019 beskæftigede 495 fastansatte fuldtidsmedarbejdere.

Bladt forberedt på vækst

Og det har været – og er – nødvendigt at ruste sig til fremtiden. Ifølge analysebureauet Wood Mackenzie vil efterspørgslen efter fundamenter til offshore-vindindustrien fordobles hver 4. til 5. år de næste mange år –

Det er en vækst, der forventes at sprede sig fra Europa til hele verden.

- Med sådanne vækstrater følger hårdere konkurrence, færre subsidier og større leveringskrav til leverandørerne. Og derfor har vi i 2019 brugt rigtig mange kræfter på at effektivisere og gøre virksomheden klar til at konkurrere i en mere moden industri uden støtteordninger – ikke bare i Danmark og Norden, men på et globalt marked, siger Klaus Steen Mortensen.

Asiatisk joint venture

På det asiatiske marked har Bladt Industries i Taiwan gennemført forberedende arbejder sammen med en lokal joint venture-partner, og på det amerikanske marked tegnede Bladt i 2019 kontrakt på to substations, der skal produceres i Danmark og sejles til USA.

- At vi kan producere herhjemme og derefter sejle færdige komponenter til USA viser, at vi er konkurrencedygtige og står stærkt i forhold til det voksende marked, siger Klaus Steen Mortensen, der har stået i spidsen for Bladt Industries i tre år.

Fakta om 2019-regnskab

- Årets resultat før skat blev minus DKK 42 mio. efter skat som følge af en teknisk nedskrivning på en uafklaret voldgiftssag.

- Eksklusiv engangsudgifter til den uafklarede voldgiftssag udgør bruttoresultatet DKK 86 mio.

- Omsætningen i Bladt Industries steg med 49% som følge af flere aktiviteter, men blev ikke desto mindre påvirket negativt af udsættelsen af Offshore vindfarmen Vesterhav Nord og Syd.

- I løbet af 2019 har Bladt Industries øget arbejdsstyrken for både timelønnede og fast personale og udvidet produktionsfaciliteterne.

- For at understøtte Bladts vækstambitioner og har Bladts ejere øget aktiekapitalen med DKK 150 mio. via en kapitalindsprøjtning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.077