23948sdkhjf

Klumme: Grønne og vedvarende arbejdspladser med dobbelt gevinst

Hvordan kombinerer vi at skabe en grøn energisektor og at skabe vækst - samtidigt?
Klumme af Søren Schmidt Thomsen, afdelingsleder Dansk Fjernvarme.

Det gør vi ved at tænke os om.

Helt konkret vil det sige, at vi skal se på, hvad vi har behov for. Den energitjeneste, som vi hovedsageligt efterspørger, er varme. På verdensplan udgør varme 47 procent af efterspørgslen, mens vi indenfor OECD-landene, har en efterspørgsel på varme, som udgør 37 procent.

Næststørst efterspørgsel er der på transport, mens elektricitet kommer på tredjepladsen.

Begrebet energitjeneste dækker over, hvad det er, vi i bund og grund har behov for.

Derfor er det også indlysende, at vi skal bruge de teknologier, som sikrer den største gevinst både for den enkelte boligejer og for samfundet. Ikke forstået sådan, at der er en enkelt teknologi, som er den afgørende vinderteknologi, for den findes ganske enkelt ikke.

Det smarte er at kombinere alle teknologierne på den optimale måde og dermed få det optimale udbytte samlet set.

Derfor er fjernvarme så afgørende, og derfor bør fjernvarme være et af vores flagskibe i fremtidens jagt på en fremtid uden fossile brændsler. Som tingene er i dag, så kan kun fjernvarme kombinere energiteknologierne og gemme energi fra blæsevejr til der reelt er behov.

I dag er fjernvarme baseret på 46 procent vedvarende energi.

Da fjernvarme i bund og grund er et distributionssystem til energi ved hjælp af varmt vand i rør, så er fleksibiliteten enorm. Det er nemlig ikke afgørende, hvordan vandet bliver varmt.

Fjernvarme kan både producere og aftage. Det kan ingen andre teknologier. Tilmed er det baseret på velkendt teknologi, og endda indenfor et område, hvor Danmark er internationalt førende.

I sommer undersøgte Danish Board of District Heating (DBDH) potentialet. I 2010 var eksporten tæt på 6 milliarder kroner. I 2015 ventes den at runde 7,6 milliarder kroner og i 2020 10,3 milliarder kroner.

Det fører samtidig øget beskæftigelse med sig. Hvor der i 2010 var cirka 9200 ansatte, så forventes tallet at stige til over 11.000 i 2020.

Og når man der til kan lægge, at det er grøn energi, som de mange flere medarbejdere skal beskæftige sig med, så er der tale om grønne og vedvarende arbejdspladser. Altså dobbelt gevinst.

Gevinsten kan endda vise sig endnu større, for tendenserne har de senere år været, at når fjernvarmeværker investerer i vedvarende energi som sol og biomasse, så kan de sænke varmeprisen. Endnu en gevinst – direkte til forbrugerne.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078