23948sdkhjf

PFA investerer i produktion af lithium-ion-batterier

Pensionselskabet PFA har indgået en låneaftale på et trecifret millionbeløb med Northvolt.

Det oplyser PFA i en pressemeddelelse.

Aftalen mellem PFA og Northvolt omhandler et efterstillet lån til delvis finansiering af opførelsen af første fase af Europas største fabriksanlæg til produktion af bæredygtige lithium-ion battericeller, Northvolt Ett.

PFA’s lån udgør en andel af en større lånepakke på 1,6 mia. dollars svarende til 10,2 mia. kroner. 

Også Danica Pension er med ombord. Pensionselskabet stiller med 837 millioner kroner, skriver Finans. PFA ønsker ikke at oplyse, hvor meget selskabets andel beløber sig til. 

Eldrevne køretøjer
Batterierne, der skal produceres på fabrikken, skal anvendes primært i eldrevne køretøjer. 

- Som ansvarlig investor ønsker vi i PFA at bidrage positivt til den grønne omstilling, og vi tror på, at eldrevne køretøjer vil spille en væsentlig rolle mange år frem, når det kommer til at reducere CO2-emissionerne fra transport. Northvolts målsætning, om at 50 procent af råmaterialerne på sigt skal komme fra genanvendte batterier, og at de udelukkende bruger lokal vind- og vandkraft i den energikrævende produktion af battericeller, gør den bæredygtige agenda endnu tydeligere. Derfor betragter vi det her som en rigtig stærk investering, som vi forventer vil gavne vores kunder med et solidt risikojusteret afkast, siger Peter Tind Larsen, Head of Alternative Investments i PFA i en pressemeddelelse.

Selskab i en attraktiv sektor
Ejerkredsen bag Northvolt inkluderer blandt andre de tyske bilproducenter Volkswagen og BMW samt den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. 

Northvolt udvikler battericellerne sammen med Volkswagen, BMW og andre kunder, og allerede nu testproduceres battericellerne i Northvolt Labs – selskabets fabrik – i mindre skala. 

Selvom Northvolt Ett endnu ikke står færdigbygget, har flere kunder sammen forpligtet sig til at aftage en stor andel af fabrikkens fremtidige kapacitet. 

- Europæisk battericelleproduktion i stor skala vurderes at være essentiel ud fra et strategisk perspektiv for europæisk industri – herunder i særlig grad bilindustrien. Derudover har Northvolt en erfaren ledelse og en stærk og strategisk robust ejerkreds bag sig, som allerede har investeret betydelige beløb i selskabet, siger Peter Tind Larsen.

Northvolt Ett placeres i Skellefteå i det nordøstlige Sverige tæt ved den nordlige polarcirkel.

Produktionen ventes at starte i 2021, og fabrikken ventes at stå færdig i 2023-2024.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094