23948sdkhjf

Konsortium skal bygge nyt renseanlæg i Assens

Det bliver Konsortiet Nyt Assens Renseanlæg I/S, bestående af NCC-selskabet Jakobsen & Blindkilde samt den rådgivende ingeniørvirksomhed Envidan, der med Cubo som arkitekter samt Møller og Grønborg som landskabsarkitekter kommer til at stå for opførelsen af Assens nye renseanlæg.

Det har bestyrelsen i Assens Forsyning besluttet oven på et EU-udbud med tre prækvalificerede totalentreprenører.

– Vi har ud fra en samlet vurdering besluttet os for det forslag og tilbud, Konsortiet Nyt Assens Renseanlæg I/S er kommet med. Det har vi, da vi vurderer, at det indeholder det bedst mulige forhold mellem pris og kvalitet. Samtidig lever tilbuddet til fulde op til de meget høje krav og forventninger, vi har stillet i udbudsmaterialet, siger bestyrelsesformand Poul Erik Kristiansen. 

De indkomne tilbud er bedømt ud fra en fast og ensartet bedømmelsesmetode. Alt efter tilbudsgivernes evne til at indfri kriterierne, er der givet point. På den baggrund opnåede Konsortiet Nyt Assens Renseanlæg det højeste antal point og fik dermed tildelt kontrakten og opgaven med at opføre renseanlægget i totalentreprise, og det vækker glæde hos parterne.

– At være udvalgt til at opføre Nyt Assens Renseanlæg, som er det største og mest ambitiøse renseanlæg, der er udbudt i Danmark i nyere tid, er en utrolig vigtig opgave for os. Anlægget kommer til at vise, hvad vi er i stand til inden for teknologi, miljø og energi, når de bedste løsninger vælges. Samtidig vil renseanlægget skabe opmærksomhed – både nationalt og internationalt, lyder det fra Jens Albrechtsen, entreprisechef hos Envidan.

Realisering af spildevandsplan
Renseanlægget med tilhørende biogasanlæg bliver et bærende element i en ny og samlet Forsyningspark i den sydøstlige udkant af Assens by, hvor et nyt vandværk allerede står opført, og hvor arbejdet med at anlægge en ny administration med værksted og lager til Assens Forsyning snart går i gang.

– Det glæder os meget, at vi med den indgåede kontrakt om opførelsen af renseanlægget, nu har samtlige kontrakter til Forsyningsparken på plads. Vi kan nu for alvor komme videre med at realisere Assens Kommunes spildevandsplan, hvor al rensning af spildevand centraliseres på ét og samme effektive anlæg. Vi har allerede investeret 100 millioner kroner i første del af et nyt og samlet spildevandssystem, og med den indgående kontrakt, er der i alt investeret 500 millioner kroner i en ny klima- og miljøvenlig infrastruktur i Assens Kommune. Herudover glæder det os meget, at vi har været tilpas fremsynede og sikret, at anlægget i sin tekniske udformning kan reducere udledningen af drivhusgasser og lattergas, som er et krav i den klimaplan, regeringen netop har fremlagt, understreger administrerende direktør Birger Strandby Ernst.

Et udstillingsvindue til omverdenen
Ud over at være miljøvenlig og energieffektiv, skal anlægget virke som inspiration og udstillingsvindue til omverdenen og for, hvordan moderne håndtering af spildevand mest hensigtsmæssigt finder sted.

– Det nye renseanlæg i Forsyningsparken bliver noget af det mest effektive og moderne, der findes. Det vil vi gerne udbrede kendskabet til. Vi vil også gerne fortælle historien om vandets vej – lige fra skybrud til kloak samt fra grund- og drikkevand til spildevand og derfra videre til badevand. Til det formål anlægger vi en ’formidlingsring’ og et offentligt stisystem rundt om hele Forsyningsparken. Derfra bliver der adgang til en udsigtsplatform, hvor både offentligheden og fagfolk, kan få indblik i anlægget samt i dets effektive og miljøvenlige funktion, fortæller drifts- og projektchef Michael Dissing Nielsen.

– Det bliver et utroligt spændende projekt, som vi efter flere års planlægning, nu for alvor skal i gang med. Vi planlægger at tage første spadestik i efteråret 2020. Byggeriet skal koordineres med opførelsen af vores nye administration med tilhørende værksted og lager, der bygges sideløbende, og som i forening med renseanlægget, skal passes ind i landskabet. Vi forventer at være i mål med begge projekter primo 2022, tilføjer han.

Sigtet efter State-of-the-art

- Vi har sigtet efter noget af det absolut ypperste samt mest energi- og miljøeffektive, der findes på markedet – noget, vi i planlægningen har benævnt som ’State-of-the-art’ inden for håndtering og behandling af spildevand. Det er vores opfattelse, at vi med den valgte løsning indfrier det mål, og at vi i øvrigt med anlæggets energirigtige metoder og energibesparende udstyr yder et væsentligt bidrag til den grønne omstilling. Foruden en absolut moderne, miljøvenlig og energieffektiv teknologi, spiller projektets arkitektur godt sammen, ikke bare med det nyopførte vandværk og den planlagte administrationsbygning, men også med landskabet og den flotte natur i og omkring Forsyningsparken. Det glæder vi os meget over. Vi ser herudover frem til at skulle samarbejde med et hold af absolut erfarne anlægs- og spildevandseksperter, lyder det fra Poul Erik Kristiansen, bestyrelsesformand hos Assens Forsyning. 

 

 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141