23948sdkhjf

Direktør: Nyt biogasanlæg skal være færdigt inden 2023

Trods adskillige år med bøvl og forsinkelser er Envo Group Danmark fortsat sikker på, at koncernens planlagte biogasanlæg i Tønder, Envo Biogas Tønder, bliver en realitet - og det skal ske inden 2023, for 31. december 2022 udløber anlæggets tilsagn om tilskud fra Energiministeriet.

Det fortæller Envo-direktør Bo Asmussen til JydskeVestkysten .

- Anlægget kommer i drift, inden datoen for tilskudsordningen udløber. Vi har fået et skriftligt tilsagn, fortæller Bo Asmussen til avisen.

Han har tidligere ved flere lejligheder måttet sande, at tingene ikke er gået som forventet. Eksempelvis sagde han i december 2017 til JydskeVestkysten, at "Anlægget bliver sat i drift i slutningen af 2018. Det er 100 procent sikkert."

Bo Asmussen har stået i spidsen for projektet, siden de første spæde planer for det store anlæg blev offentliggjort i 2012. Det første spadestik blev taget i 2014, og dengang var det meningen, at anlægget skulle være klar til drift i december 2015. Men blandt andet et ophørt samarbejde med entreprenørvirksomheden Per Aarsleff, der ifølge Envo Group lavede "en utilsigtet ophævelse af kontrakten", har været med til at trække i langdrag. Det ophørte samarbejde medførte en voldgiftssag, som Envo Group vandt og derfor blev tilkendt en erstatning på 88 millioner kroner.

Nu er projektet ifølge Bo Asmussen altså igen på sporet. Han fortæller til JydskeVestkysten, at Evida, der i dag er ejet af Energinet, er ved at tilslutte Envo Biogas Tønder til naturgasnettet.

Envo Biogas Tønder skal hvert år bruge 930.000 ton biomasse til fremstillingen af biogas. Anlægget med et budget på cirka 550 millioner kroner skal årligt producere 41 millioner kubikmeter bionaturgas.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078