23948sdkhjf

Holland investerer én milliard kroner i dansk Power-to-X

Holland har besluttet at investere ca. 1 mia. kr. i storskala Power-to-X-anlæg på 100 MW i Danmark.

Det sikrer en aftale mellem klimaminister Dan Jørgensen og den hollandske klimaminister, der er blevet underskrevet i fredags.

Investeringen vil indgå i tilskudspuljen til Power-to-X, som regeringen har foreslået i forbindelse med det første udspil til klimahandlingsplan.

Den hollandske investering skal bruges til at etablere storskala Power-to-X-anlæg i Danmark, for at udvikle teknologier til at lagre og omdanne grøn strøm til grønne brændstoffer til lastbiler, skibe og fly.

- Det her er en enorm vitaminindsprøjtning til den grønne omstilling. Aftalen giver os i omegnen af hele 1 mia. kr. til udviklingen af fremtidens grønne teknologier. Vi skal udnytte de store mængder grøn strøm fra energiøerne til meget mere end vi er vant til. Det kan enten være til lagring eller som brændstof i lastbiler, fragtskibe og fly. Det kommer til at gøre en mærkbar forskel for klimaet, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Statslig pulje til 100 MW
Der etableres en statslige pulje, som skal støtte etableringen af power-to-x anlæg på i alt 100 MW. Det er mere end fem gange så meget kapacitet som det største anlæg, der findes i verden i dag.

Holland er langt fremme i forhold til brintproduktion, mens Danmark er langt på vind. Danmark og Holland har allerede et samarbejde på energiområdet, så den nye aftale er et naturligt næste skridt.

- I Danmark har vi et rigtig godt udgangspunkt for udvikling af Power-to-X. Vi har betydelige vindressourcer, et velfungerende energisystem og stærke erhvervskompetencer. Holland har meget stor erfaring med brintproduktion. Partnerskabet er ikke kun en unik mulighed for at finansiere nogle af vores grønne ambitioner, det vil også styrke det internationale samarbejde og videndeling på området, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Noget for noget
Aftalen med Danmark hjælper samtidig Holland med at opfylde sit EU-mål for vedvarende energi i indeværende år 2020. EU-reglerne giver nemlig mulighed for, at Danmark, der overopfylder sit mål for vedvarende energi, kan hjælpe Holland med at opfylde sit mål.

Til gengæld investerer Holland massivt i udviklingen af grøn teknologi i Danmark.

Den konkrete udformning af projektet og den tilskudsordning der skal administrere midlerne fastlægges på et senere tidspunkt, og vil blive drøftet med Holland, ligesom den endelige udmøntning afhænger at forhandlinger med Folketingets partier.

Aftalen omfatter også en såkaldt Memorandum of Understanding, der dækker energiområdet generelt og sikrer tættere bilateralt samarbejde inden for bl.a. fjernvarme, energieffektivisering og havvind.

En begejstret brintbranche
Direktør i Brintbranchen Tejs Laustsen Jensen glæder sig både over den store hollandske investering, og de muligheder det giver i Danmark, men også over store erhvervsperspektiver i aftalen.

- Først og fremmest er det jo en rigtig god nyhed for den grønne omstilling, fordi vi nu får mulighed for at udnytte og lagre vindkraft og dermed bl.a. gøre den tunge transport grøn ved hjælp af brinten fra det nye anlæg. Men aftalen sender samtidig Danmark i front i Europa på området, på et tidspunkt hvor brint står centralt i såvel EU som en lang række Europæiske landes energipolitik. Det giver rigtigt gode muligheder for, at dansk erhvervslivs eksport af brintteknologi til hele Europa og resten af verden kan stige kraftigt, og det er naturligvis enormt positivt, siger Tejs Laustsen Jensen.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125