Vindmølleproducentens nye supermølle på 14 MW er blevet valgt som en del af den 2,64 GW store Dominion Energy Coastal Virginia Offshore Wind-havmøllepark, der skal opføres ud for kysten ved delstaten Virginia i det sydøstlige USA.
Allerede i januar blev Siemens Gamesa valgt som foretrukken leverandør til den gigantiske havmøllepark, der efter planen være i drift i 2026.
Det er dog ikke besluttet, hvor mange SG 14-222-vindmøller, der skal være en del af projektet, ligesom hele projektet stadig afventer Dominion Energys endelige finansieringsbeslutning.
Samtidig er Siemens Gamesa i gang med at finde en velegnet lokation til produktion af vindmøllevinger på USA’s østkyst. Vindmølleproducenten vil dog først tage en endelig beslutning om fabrikken næste år.
- Offshore-industrien blomstrer i USA, og med denne aftale og dette nye produkt er vi positioneret til markant at øge væksten i industrien og skaffe ren energi til mange kommende generationer, siger Steve Dayney, head of offshore North America hos Siemens Gamesa.
Som en forløber for projektet er Siemens Gamesa i gang med at installere to 6 MW-møller, som forventes at være i drift senere på året.