23948sdkhjf

Nu har Hedensted Fjernvarme fundet sin nye direktør

Ud af et særdeles kompetent ansøgerfelt har Hedensted Fjernvarme valgt at ansætte Gitte Guldberg i den nyoprettede stilling som direktør.

- Vi er utrolig glade og stolte over at vi har kunnet tiltrække en så dygtig og erfaren person som Gitte Guldberg, siger formand for Hedensted Fjernvarme Morten Juhl Lassen og  fortsætter: 

- Med de nye kompetencer som Gitte bringer ind i Hedensted Fjernvarme er jeg sikker på, at vi kan styrke den positive udvikling som Hedensted Fjernvarme har været igennem og accelerere den til nye højder.

Hedensted Fjernvarme har gennem de seneste knap 10 år reduceret varmeprisen med over 33 % og omstillet sin varmeproduktion fra at være naturgasbaseret til at være CO2-neutral. Det er dette succesfulde men også til stadighed mere komplekse arbejde der nu kræver at man ansætter en direktør.  

Fortsætter som 12. mand
Nuværende driftsleder Torben Alex Nielsen fortsætter i teamet hos Hedensted Fjernvarme, men efter eget ønske som 12. mand. 

- Min bestyrelse har spurgt mig, hvor jeg så mig selv henne, og jeg vil gerne være tolvte mand. Ham, der kan spille alle pladser. Det vil jeg rigtig gerne være ham, der gør, sagde han tidligere på året til Energy Supply.

Det betyder altså, at det fremover vil være Torben Alex Nielsen, der skal stå for driften og produktionen af varme, mens Gitte Guldberg blandt andet kommer til at håndtere forretningsudvikling og projektudvikling.

Fra naturgas til fjernvarme
Hedensted Fjernvarme vil i fortsat søge at  være en aktiv medspiller i den grønne omstilling, bl.a. ved i fremtiden at tilbyde en varmeløsning til bolig- og erhvervsområder, der i dag opvarmes med olie eller naturgas. 

- Hvis vi for alvor kan få gang i konvertering af naturgasområder til fjernvarme i kommunen her ovenpå covid-19 krisen, vil det bidrage til vækst og beskæftigelse lokalt og samtidig gøre noget godt for klimaet siger Morten Juhl Lassen og fremhæver i den forbindelse den nye direktør Gitte Guldbergs baggrund og brede erfaring indenfor både kommunal forvaltning og forsyning generelt.  

Fra Morsø til Hedensted
Gitte Guldberg er uddannet teknikumingeniør og har blandt andet et pædagogikum, arbejdsmiljøuddannelsen og en Master of Business Administration blandt sine mange ekstra uddannelser. Hun har i mere end 11 år arbejdet med ledelse af forsyningsselskaber hvoraf de 8 år har været som øverste chef. 

Sidst som direktør for Morsø Forsyning. En stilling som hun efter gensidig aftale fratrådte i marts 2018. Før det kom hun fra en stilling som direktør i Lemvig Vand og Spildevand. Senest har hun dog slået sine folder som afdelingschef hos Krüger. 

Inden da arbejde Gitte fem år hos Trefor som energirådgiver indenfor el, vand og Fjernvarme. 

Gitte Guldberg er 57 år og har tre voksne børn der alle er flyttet hjemmefra. Hun bor i dag sammen med sin mand på Mors, men familien har sat huset til salg og flytter til Hedensted området så snart huset er solgt.

Gitte Guldberg tiltræder direktørstillingen i Hedensted Fjernvarme den 1. august 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144