23948sdkhjf

Frihavnstårnets energiforbrug er fjernstyret

Den grønne omstilling har taget fart i Nordhavn, hvor nogle beboeres energiforbrug kan justeres med intelligente og brugervenlige styringer.

Visionen for Nordhavn er at være en bæredygtig bydel, og den nye elinstallation i Frihavnstårnet hjælper området i den retning.

Installationerne er udført i et KNX-system, som er et globalt bussystem, der styrer og kontrollerer bygningernes installationer. Det gør, at installationerne er mere energibesparende og brugervenlige, end hvis de var lavet ved den traditionelle metode.

- Det tilpasser sig hele tiden folks adfærd og tilstedeværelse. Radiatorerne står ikke og buldrer løs med varme, hvis folk ikke er i rummet, siger Dan Sharpe, der er tekniker og projektleder hos Frandsen El, der har håndteret installationerne.

Energiforbruget bliver styret af data
Danmarks Tekniske Universitet har stået for at indsamle data fra Frihavnstårnets lejligheder, hvor beboernes vaner og mønstre er blevet kortlagt, hvilket skal være med til at automatisere og udnytte energien.

- Det har givet data, der kan bruges til at styre energiforbruget mere intelligent. Gennem dette projekt har vi demonstreret, at vi med intelligente styringer i boligerne kan hjælpe med at balancere det samlede el- og varmeforbrug med energiforsyningen, siger Christoffer Greisen, der er leder for EnergyLab Nordhavn, som står for projektet.

Lejlighederne har indbygget fjernstyring, der er koblet sammen med nogle servere hos DTU´s PowerLabDK. Energiforbruget bliver på den måde styret af beboernes adfærd kombineret med vejrdata samt informationer fra el- og fjernvarmsystemet.

Både lys og varme er blevet programmeret i KNX-systemet, og det er, hvad der gør projektet særligt. Man kan for eksempel ikke kun tænde og slukke for lyset på stikkontakterne, men også måle og indstille temperaturen. Beboerne kan også selv styre lys, temperatur og indeklima ved hjælp af en app.

Fremtiden ser intelligent ud
De intelligente installationer gør også boligerne mere fleksible. Hvis der skal renoveres, så skal man ikke, som i nogle tilfælde, slå hul i muren eller rive loftet ned, for at komme ind og flytte rundt på kabler. Det kan i mange tilfælde ordnes ved hjælp af en computer.

- Ved traditionel installation bruger man meget tid og mange materialer på at opnå de ønsker, man har. Men ved de intelligente installationer er det nogle gange kun noget programmering eller meget få materialer, der skal til. Materialerne koster så måske lidt mere, men man bruger mindre tid på udførelsen, siger Dan Sharpe.

Netop i forhold til prisen mener Dan Sharpe ikke, at den intelligente installation kan komme til at konkurrere med den traditionelle 1-sporet afbryder. Han ser alligevel, at de nye systemer kommer til vinde indpas. Projektlederen mener, at vi lige nu kun ser toppen af isbjerget.

- De gode, intelligente løsninger gør bare, at det er en verden, vi er på vej ind i. Der er en masse muligheder, da man ikke kun kan styre lyset ved en stikkontakt. Der er jo ingen grund til, at VVS´eren kommer en time efter elektrikeren og sætter en ny stikkontakt for at varme op. De er jo ikke ligefrem kønne at se på, siger Dan Sharpe og kommer med et innovativt forslag.

- Man kan sætte det sammen i et lækkert format, hvor man kombinerer temperatur, lys og måske endda musik. Så har du pludselig en masse gode løsninger til hverdagen.

Ifølge dataindsamlingen viser de nye installationer indtil videre, at det er muligt at bruge de nye funktioner til at reducere CO2-aftrykket. Christoffer Geisler tror særligt på, at varmeforbruget kommer til at blive mindsket af det.

- De intelligente installationer kan i fremtiden være med til at udligne trækket på fjernvarmenettet og dermed give store gevinster i den grønne omstilling. Især varmeforbruget vil kunne udjævnes, hvilket gør det muligt for fjernvarmeselskaberne at reducere brugen af fossile brændsler.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128