23948sdkhjf

Netvirksomhed betalte overpris til søsterselskab for energibesparelser

Forsyningstilsynet offentliggjorde onsdag en afgørelse på baggrund af en kontrol af elnetvirksomheden Dinel A/S.

Det skriver Tilsynet i en pressemeddelelse.

Forsyningstilsynet har gennemført en større stikprøvekontrol af net- og distributionsvirksomheders energispareaftaler. Konklussionen på afgørelsen er, at Dinel har betalt 2,91 mio. kr. for meget for energispareprojekter i 2014.

- Det er en markant afgørelse inden for det tilsynsområde, hvor vi kontrollerer, om aftaler mellem koncernforbundne virksomheder er indgået på markedsmæssige vilkår helt på samme måde, som hvis der var tale om uafhængige virksomheder, fortæller direktør i Forsyningstilsynet, Carsten Smidt.

Dinel A/S bestod før en fusion i 2015 af de fire koncernforbundne elnetvirksomheder Aura el-net ØE A/S, Aura el-net GE A/S, Aura el-net VE A/S og Aura el-net BE A/S. Forsyningstilsynets afgørelse i dag omhandler en rammeaftale, som de fire elnetvirksomheder indgik med det koncernforbundne rådgivningsselskab Aura Rådgivning A/S i 2014.

Aura Rådgivning skulle ifølge aftalen levere energibesparelser hos kunderne mod betaling fra elnetvirksomhederne. Dinel har i denne forbindelse ikke dokumenteret, at priserne og vilkårene i aftalen var markedsmæssige. På baggrund af en sammenligning med priser for lignende ydelser på markedet er det Forsyningstilsynets vurdering, at den pågældende aftalepris er blevet sat for højt.

- Hvis ikke koncernerne kan dokumentere, at priserne i deres interne aftaler svarer til, hvad uafhængige virksomheder kan opnå, fastsætter vi en markedspris. På den måde sikrer vi, at penge opkrævet til energibesparelser af koncernernes monopolvirksomheder ikke kanaliseres over til aktiviteter i koncernernes kommercielle dele, siger Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet har på baggrund af stikprøvesagen besluttet at åbne sager om Dinels koncerninterne aftaler om energibesparelser i perioden fra 2012 til 2017.

- Den aktuelle sag har afdækket forhold, der kan indikere, at der har været kanaliseret betydelige midler i strid med reglerne. Det betragter vi med stor alvor, hvorfor vi har valgt at udvide undersøgelsen af Dinel A/S´ brug af energispareordningen, siger Carsten Smidt.

Forsidefoto/Colourbox.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078