23948sdkhjf

Stor fjernvarmeudvidelse i Næstved: Covid-19 tænder ingen røde lamper - endnu

Næstved Fjernvarme går i april måned i gang med første etape af en større udrulning af fjernvarme til Grimstrupområdet. Over de kommende fem år skal der gennemføres én etape om året. På sigt skal 1.700 forbrugere kobles på fjernvarmenettet.

Men så stort et anlægsarbejde kan i øjeblikket ikke gå i gang uden at man bliver nødt til at tænke covid-19 med i ligningen.

Det har direktør hos Næstved Fjernvarme Jens Andersen også gjort.

Eftersom det kræver et besøg af en montør at blive koblet på fjernvarmenettet har Næstved Fjernvarme meldt ud, at sidder man hjemme og er karantæneramt eller i det hele taget utryg ved at lade en montør komme ind, så må man gerne sige nej.

- Hvis de siger nej, så kommer vi igen, når situationen bliver normal igen, siger Jens Andersen.

Samtidig fortæller han, at det som sådan heller ikke bliver et issue før til august.

- Vi går i gang med at etablere hovedledningsnettet nu. De første kunder skal tilsluttes i augustmåned, så det bliver aller tidligst aktuelt der, siger Jens Andersen.

Ingen forsinkelser
Næstved Fjernvarme tager sig selvfølgelig sine forholdsregler i forhold til anlægsarbejdet og de mennesker, der er involveret, men er også fast besluttet på at starte arbejdet med første etape her i april måned. 

Covid-19 har da heller ikke indtil videre fået betydning for færdiggørelsen af projektet.

- Der er ingen røde lamper – endnu, siger Jens Andersen, der forventer at første etape - som planlagt før covid-19 - vil være færdig med udgangen af 2020  – inklusive den hensyntagen til forbrugerne som virusudbruddet har nødvendiggjort.

Der er dog lidt usikkerhed om anden etape, som efter planen skal igangsættes i foråret 2021 og færdiggøres samme år. 

- Vi har ikke helt nået det nødvendige antal tilslutninger for at vi kan sætte gang i etapen. Men vi håber jo, at vi snart kan samle folk til borgermøder igen og få fortalt om projektet, siger Jens Andersen, der krydser fingre for, at der vil være grønt lys for den slags efter sommerferien.

18 millioner plus det løse
Næstved Forsyning har på første etape indgået kontrakt med entreprenørfirmaet Gorm Hansen A/S fra Roskilde. De skal have 18 millioner kroner for udført arbejde, men det er ikke den endelige pris for etape et. 

- Vi har selv nogle bygherreleverancer, udgifter til rådgiver og uforudsete udgifter, siger Jens Andersen.

Alt i alt bliver prisen for etape et 28 millioner kroner.

(Forsidefoto: Næstved Fjernvarme)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11