23948sdkhjf

Trefor sikrer kritisk infrastruktur: Omlægger elnet ved sygehusene

På hospitalerne forbereder det danske sundhedsvæsen sig på et større antal patienter. Daginstitutioner har etableret døgn-åben nødpasning og der er ekstra mange webinarer, Skype-konferencer og digitale forsamlinger.

På grund af corona-krisen er der med andre ord øget behov for kritisk forsyning som el, vand og varme.

Det kan mærkes hos forsyningsvirksomheden Trefor Infrastruktur, der står for forsyningen i Trekantområdet og dækker over områderne Trefor Elnet, Trefor Vand og Trefor Varme. 

- Vi gør alt, hvad vi kan for at identificere steder i forsyningsnettet, hvor vi kan forvente ekstra pres den kommende tid. Det er åbenlyst, at hospitaler, skoler og beredskab spiller en særlig rolle og derfor har unormal aktivitet. Det er vi i fuld gang med at håndtere, siger direktør for Trefor Infrastruktur, Charles Nielsen.

Et af de steder, hvor Trefor Infrastruktur har et særligt fokus, er på elforsyningen ved sygehusene.

- Vi er gået igang med at omlægge el-nettet for at styrke sikkerheden omkring sygehusene. Helt konkret betyder det, at vi laver inddelinger i nettet lige omkring sygehusene, så elektriciteten ikke skal igennem lange strækninger. Det styrker forsyningen, siger Per Sørensen, der er elforsyningschef i Trefor El-net.

Han understreger, at det ikke normalt er et problem med de færre inddelinger, men at situationen kræver, at forsyningssikkerheden er på et meget højt niveau samtidig med, at der er et forventet højere forbrug på sygehusene.

Ressourcer til rådighed
Også hos Trefor Vand er der fokus på den alvorlige situation. Selskabet driver 10 vandværker, og er dermed et af Danmarks større vandselskaber. Allerede i dag er selskabet i gang med at udbygge forsyningssikkerheden for Vejle Sygehus, og det arbejde fortsætter naturligvis, lyder det fra forsyningschef, Lars Skjerning.

Han stiller også gerne ressourcer til rådighed for dem, der måtte have behov:

- Hvis der er behov for en håndsrækning, så vil vi gerne hjælpe. Det kan være vandværker, der drives af få medarbejdere, hvor en sygemelding skaber problemer eller helt praktisk, hvis der opstår problemer med at skaffe de komponenter, der skal bruges for at drive værket” siger han. Det kan især være nogle af Danmark 2500 mindre vandværker, der kan have det behov. Vi bistår gerne med teknisk assistance, rådgivning eller hvad der ellers kan være brug for, siger Lars Skjerning.

Et tilbud som også gentages af forsyningschef Helge S. Hansen i Trefor Varme.

- Trefor Varme kan også være behjælpelig i tilfælde af at et mindre varmeværk får problemer med personalemæssige ressourcer eller materialer. Og helt generelt gælder det, at hvis vi har overset noget, vil vi gerne kontaktes og hjælpe til. Det er bare at ringe, siger Helge S. Hansen.

Er din forsyning corona-presset?
Trefor Infrastruktur har altså tænkt sig hele vejen rundt i forsyningskæden og har langt hen ad vejen identificeret de steder i vores samfund, hvor det lige pt. er ekstra behov for kritisk forsyning som el, vand og varme.

Men Charles Nielsen erkender, at der kan være steder, hvor der er et ekstraordinært pres i øjeblikket, som Trefor Infrastruktur ikke er bekendt med.

Han har derfor et budskab til andre, der er ramt på forsyningen af corona-situationen.

- Der kan være noget, vi ikke har fået øje på i denne uvante situation. Derfor siger vi meget klart og åbent: Sidder du eller din virksomhed med et ekstra-ordinært pres på din forsyning og et kritisk behov, så vil vi meget gerne høre fra dig, siger Charles Nielsen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129