23948sdkhjf

Fanø Kommune rykker først ud, når affaldscontaineren er fyldt

Tidligere har det været næsten umuligt at planlægge effektiv tømning

Hen over sæsonen svinger befolkningstallet i Fanø Kommune mellem 3.000 og 50.000, hvilket gør det svært at undgå halvtomme eller overfyldte affaldscontainere, hvis man har faste intervaller for tømningen.

I løbet af sommeren 2019 har Fanø Kommune derfor installeret intelligente sensorer til at måle, hvor fyldte containerne er.

Fanø Kommune har gennem de seneste år moderniseret deres seks supermiljøstationer og otte almindelige stationer. Sidstnævnte servicerer primært øens ca. 3.400 fastboende indbyggere og omfatter indsamling af bl.a. pap, plast og dåser.

De fleste supermiljøstationer ligger tæt på øens ca. 2.900 sommerhuse, og de tilbyder også indsamling af bio- og restaffald.

Umuligt at planlægge
Hos Fanø Kommune fortæller Mads Sørensen, senioringeniør i teknikforvaltningen, at det er stort set umuligt på forhånd at planlægge en effektiv tømning af de i alt 82 containere, der er fordelt på de 14 miljøstationer.

I områderne med fastboende fyldes containerne typisk inden for en halv til en hel måned. I sommerhusområderne veksler det fra 1-2 dage til adskillige uger. Alle containere er af typen halvnedgravede og rummer op til tre kubikmeter affald.

- Vi kan simpelthen ikke planlægge vores tømninger, fordi et par dage med solskin kan ændre billedet fuldstændigt. Så hidtil er tømningerne foregået efter ”gefühl”, og sådan plejer vi at gøre, siger Mads Sørensen.

- Der er simpelthen brug for ordentlige data og for dokumentation, så vi kan få det bedst mulige beslutningsgrundlag for, hvornår containerne skal tømmes, og hvordan vi sikrer den mest effektive rute. Tømning med faste intervaller giver ingen mening og medfører alt for meget spildkørsel, tilføjer han.

Mere internethandel og en øget miljøbevidsthed blandt borgere og turister har øget mængden af affald, så behovet for tømninger er cirka 20 procent større, end da udbuddet blev lavet i sin tid. Så der er behov for at få bedre driftsøkonomi og samtidig sikre borgerne mod overfyldte containere.

Sensorer skaber overblik
I sommer valgte Fanø Kommune at installere BrainyBins-sensorer og PickUp-software til alle øens 82 containere – begge dele er leveret af Sønderborg-firmaet Maacks, som har specialiseret sig i administration af genbrugsstationer.

Det bringer Fanø Kommune i forreste linje med brugen af Internet of Things (Iot), som er en teknologi, der forbinder ting til internettet, så de løbende kan sende de data, der er brug for. I dette tilfælde om containerne.

Følerne er installeret i toppen af containerne, hvor de måler fyldningsgraden og via skyen giver disse data videre til kommunen. Signalerne sendes op til 60 gange i døgnet via det landsdækkende SigFox-netværk. Det sikrer et minimalt batteriforbrug, lave omkostninger og en god dækning.

- På min computerskærm har jeg nu det fulde overblik over alle containerne, og ud for hver enkelt er fyldningsgraden markeret med grønt, gult eller rødt. Ud fra de informationer markerer jeg containerne, der skal tømmes, og laver en ruteplan, som jeg så sender til entreprenøren, der modtager den i en app. Den samme app bruger entreprenøren til at melde, når containerne er tømte. Som ekstra støtte kan jeg se fyldningshistorikken for hver enkelt container og dermed vurdere, hvor meget det haster med at tømme den, fortæller Mads Sørensen.

Gode resultater
Erfaringerne med BrainyBins-sensorerne og PickUp-softwaren fra de første måneder af året viser gode takter, fortæller Mads Sørensen. Når sensoren registrerer, at containeren er 90 procent fyldt, så passer det. I begyndelsen var præcisionen knap så god, men sammen med Maacks fandt vi ud af, at sensoren skulle placeres lidt anderledes for at undgå falske signaler. Derudover sørger en indbygget algoritme for, at sensoren hele tiden lærer og bliver mere præcis.

- Vi forventer, at der er god økonomi at installere sensorer til måling af fyldningsgraden i vores containere, og at investeringen tjener sig hjem inden for en overskuelig tid, opsummerer Mads Sørensen.

Målet er, at tømningerne reduceres med op til 25 procent, så antallet kommer ned på niveau med det oprindelige udbud.

- Der er stor interesse blandt kommunerne for at kunne overvåge fyldningsgraden i genbrugscontainerne. Udover Fanø, er vi blandt andet ved at installere BrainyBins-løsningen hos kommunerne Kolding, Sønderborg, Langelund og Middelfart, siger Esben Maack Brandt, der er direktør i Maacks.

Entreprenøren kobles på
- Vognmanden er måske lidt bekymret, fordi han frygter at skulle tømme færre containere, men det behøver han ikke være, siger Mads Sørensen.

Han slipper for at bruge tid på at tjekke containere, der viser sig kun at være halvfulde, og som det ikke giver mening at tømme og fakturere for. Og så reduceres hans administrative arbejde, fordi han får faktureringsgrundlaget direkte via appen. Det er en naturlig del af projektet, at entreprenøren bliver koblet på systemet som næste skridt her i efteråret.

- Når entreprenøren er koblet på, får han bestillingerne på tømningerne direkte fra systemet. Indtil videre holder vi selv hånd i hanke med ruteplanlægningen, siger Mads Sørensen. Det er nemt og overskueligt med softwaren fra Maacks, som er en integreret del af løsningen med BrainyBins-sensorerne. Med fare for, at det kommer til at lyde for reklameagtigt, så har det en rigtig god brugerflade, fremhæver Mads Sørensen.

Mads Sørensen oplever også andre fordele. Ved klager fra borgerne over manglende tømninger kan kommunen nu for eksempel nemmere dokumentere, om der er tømt eller ej.

Fakta

  1. BrainyBins-sensoren placeres i containeren, hvor den måler fyldning, eventuelt temperatur, placering osv. Det installerede batteri har lang levetid, og alle dele i sensoren kan skilles af og genbruges korrekt.
  2. Data sendes trådløst, op til 60 gange om dagen, via det landsdækkende Sigfox-netværk og behandles i PickUp-systemet.
  3. Via pc eller app har medarbejderne automatisk adgang til målinger, statistikker, administration af tømninger osv.

 

Sigfox-netværk er et sikkert, økonomisk og miljøvenligt lavenerginetværk, der forbinder enheder til internettet med det formå at gøre ting målbare, og dermed muliggøre Internet of Things (IoT).

Artiklen er en del af temaet Magasinet Forsyning.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11