23948sdkhjf

Østjysk energikoncern indgår partnerskab med ladeoperatør

Danmarks bilpark skal elektrificeres, hvis målet med en 70 procents reduktion af CO2 inden 2030 skal nås. 

Det skaber øget efterspørgsel på opladningsløsninger til danske elbilejere. Et marked, som energiselskabet Aura og ladeoperatøren Spirii ser et stort vækstpotentiale i.

De har derfor indgået et partnerskab om at tilbyde ladeløsninger til de elbilejere, der gerne vil oplade bilen hjemme.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Spirii, der tilbyder ladeløsninger til elbiler, er en helt ny spiller på markedet, men folkene bag har mange års erfaring fra elbilbranchen og er blandt dem i Danmark, der ved allermest om opladning. Deres viden kombineret med vores ekspertise på kabelføring og installation af ladeboksen betyder, at vi kan tilbyde smarte ladeløsninger, siger Mette Marie Ostenfeld, direktør for Energi & Teknik i Aura Energi og tilføjer:

- Vi ser ind i en voksende gruppe af klimabevidste danskere med elbil, for hvem det bare skal være nemt og bekvemt at lade bilen op derhjemme. Her ser vi et stort markedspotentiale.

Et nyt studie fra Aarhus Universitet fastslår nemlig, at næsten 85 procent af elbilerne i Danmark er ejet af folk med enfamiliehuse, som bor udenfor de store byer. Ifølge professor John Thøgersen fra Aarhus Universitet, der står bag studiet, vil personer med eget hus i 97-98 procent af alle tilfælde oplade elbilen derhjemme.

To løsninger ikke nok
I dag findes der grundlæggende to valgmuligheder, hvis man som elbilsejer vil kunne lade elbilen op på en hjemmeladeboks. Man kan vælge mellem at betale en kontant pris for en ladeboks eller leje boksen på abonnementsbasis med en fast, månedlig pris for strømforbrug.

Disse to løsninger dækker bare ikke alle typer af behov hos elbilejerne, og derfor skal der være flere muligheder at vælge imellem, mener Mette Marie Ostenfeld.

Aura og Spiriis kunder vil komme til at eje ladeboksen, men modtager stadig refusion af den elafgift, der betales over elregningen. Selskaberne håber, at samarbejdet kan være en katalysator til at sætte endnu mere skub i salget af ladestandere og elbiler og dermed understøtte politikernes grønne målsætninger. I sidste ende skal det være mindre kompliceret og tidskrævende for danskerne at vælge el frem for benzin og diesel.

- Hvis vi skal have accelereret en omfattende elektrificering af transporten, skal vi udvide markedet for opladning og skabe en platform for omstillingen, der gør det lettere for alle at udskifte benzinbilen med en elbil. Energiselskaberne spiller her en afgørende rolle, og det glæder os derfor, at Aura er trådt ind på markedet og har valgt Spirii som leverandør af ladeløsninger til deres kunder med elbiler. Sammen kan vi styrke udbuddet af smarte ladeløsninger og tilbud til de mange nye elbilister, siger Torben Fog, adm. COO i Spirii.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091