23948sdkhjf

CIP henter tidligere Ørsted-chef og naturgas-boss

Administrerende direktør i HMN Naturgas Susanne Juhl blev ganske i overensstemmelse med den udstukne strategi i november 2019 fritstillet fra stillingen, som hun havde bestredet i mere end syv år.

Det var ganske udramatisk og helt efter bogen. Susanne Juhl var nemlig blevet ansat til at afvikle HMN-koncernen.

Nu har hun kastet sig ud i endnu et energi-eventyr. I mandags satte hun sig til rette på sit kontor hos Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), hvor hun skal fungere som senior advisor.

- Det er jo en fantastisk mulighed. Det er jo once in a lifetime. Det er et utroligt spændende selskab, der er førende inden for investeringer i infrastruktur og grøn energi, siger hun.

Copenhagen Infrastructure Partners udvikler og investerer i projekter inden for infrastruktur og vedvarende energi.

Nyt selskab
Titlen hos CIP bliver altså senior advisor. Arbejdsområdet bliver i første omgang energiøer – sidenhen skal der kigges på nye investeringer.

- Jeg skal arbejde med energiøer, men fra 1. september skal jeg med Thomas Dalsgaard som leder sidde i et nyt team og investeringsselskab, der skal arbejde med investeringer i biogas, fjernvarme og vand, fortæller Susanne Juhl.

Meget mere præcis kan hun ikke blive, da de helt nøjagtige rammer for det fremtidige arbejde først kan udstikkes til september, når Thomas Dalsgaard slutter sig til CIP. 

Susanne Juhl er 49 år, uddannet cand.scient.pol. og har netop færdiggjort en Executive MBA fra Imperial College Business School i London.

Tidligere Ørsted-chef
Hvis nogen synes, at navnet Thomas Dalsgaard lyder bekendt, så er det fordi han tidligere har været ansat som koncerndirektør for Bioenergy hos Ørsted.

Her stod han i spidsen for omstillingen af Ørsteds danske varme- og elproduktionsaktiviteter, herunder en omfattende grøn omstilling fra kul og gas til bæredygtig biomasse på Ørsteds store, danske kraftvarmeværker. Desuden bidrog han til udviklingen af Ørsteds første aktiviteter inden for energilagring og solenergi.

I forbindelse med omstruktureringer i sommeren 2019 forlod han Ørsted. 

- Det har været en fantastisk rejse med Ørsted over de seneste ti år, hvor vi har vendt selskabet fra at være et traditionelt kul-, olie- og gasselskab til at være globalt førende inden for grøn energi. Jeg har fuldført min del af missionen og føler nu, at det er tid til at prøve noget nyt, sagde han dengang. 

Nu skal han altså stå i spidsen for det nye team og investeringsselskab under CIP. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.064