23948sdkhjf

SallingPlast er på vej videre: Grundlæggende handler det om transport af vand

En ny direktør trækker gerne forandringer med sig. Og det er lige præcis dét, der går for sig på SallingPlast i Ranum

Geert Skovsgaard satte sig - lidt utilsigtet - i direktørstolen sidste sommer og har nu påtaget sig opgaven at føre en 50-årig familievirksomhed ind i det nye årti.

SallingPlast har igennem mange år blandt andet været underleverandør til fjernvarmeindustrien, men med den hårde konkurrence indenfor branchen har i de senere flyttet fokus til andre produkter.

- Det handler om at blive skarpe på, hvad vi er gode til, og hvor vi er stærke. Der er mange om buddet som leverandør til fjernvarmesektoren, og det betyder, at mange sætter penge til, når de leverer. Men jeg nægter at sende penge med en ordre. Så vil jeg hellere lave noget, hvor jeg ved, at vi kan bidrage med noget, kunden ikke kan få andre steder, siger Geert Skovsgaard.

Lidt fancy sagt beskriver direktøren SallingPlasts omstilling fra at være ren underleverandør i fjernvarmebranchen, til at blive en større spiller i forsyningskæden til VA-branchen. I bund og grund vil det sige, at virksomheden arbejder på at flytte sig fra primært at producere standardserier, til at blive en større og mere specialiseret spiller på markedet - enten ved at binde kunden til sig i længere tid, udvikle produkter sammen med kunderne, eller lave nogle andre typer af produkter.

- Der er masser derude, der kan lave produkter i Ø200. Der er ikke mange, der kan lave dem i Ø2000. Så der ser vi et potentiale for os, siger Geert Skovsgaard.

Nyt marked 
Og så åbner verden sig pludselig i Ranum. Og det er bestemt også meningen.

- Fjernvarmesektoren i Europa er et meget lukket marked, med forholdsvis få aktører. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder på at fastholde vores position i markedet, men ikke til enhver pris. En del af den nye strategi vil være, at vi lægger flere investeringer og arbejdstimer i de brancher der efterspørger de kompetencer indenfor bearbejdning af store rørløsninger, som vi har oparbejdet igennem mere end 50 år, siger Geert Skovsgaard.

Direktøren har blandt andet set sig varm på markedet for fiskefarme og akvakultur på land. Geert Skovsgaard har øjnet muligheden, fordi flere og flere fiskefarme etableres på land i stedet i for i store bure i fjorde og i havet. Alt sammen fordi, det bliver nemme at holde øje med vandkvaliteten, fiskebestandens beskaffenhed og så videre.

Det er et segment, de allerede har i hus, men direktøren overvejer at gøre mere ud af det.

- Grundlæggende handler hele vores virksomheds levegrundlag om at transportere vand. Hvad det er for noget vand er lidt mere sekundært. Rør, muffer og fittings er jo de samme, om de løber i jorden, leder regnvand væk fra gaderne i København eller transporterer vand og fisk imellem tankene til et fiskeopdræt i Norge eller Chile, siger han og fortsætter:

- Her er fiskeopdrættene særlig interessante, fordi konstruktionen af dem næsten altid er one of a kind. Det vil sige, at de ikke bare kan stykkes sammen af standardprodukter, og så bliver det pludseligt relevant, hvem der er leverandør, hvad man kan, siger Geert Skovsgaard.

Han fortæller, at SallingPlast har budt sig til på det segment, fordi man kan levere high flow trykrørsløsninger, der kan reducere tryktabet mellem 10-13 procent. Hvilket er en fordel i vandtransport over lange strækninger.

- Men grundlæggende går vi efter princippet ’pipes unlimited’. Både i forhold til, hvad de skal bruges til, hvor store de skal være, og hvor de skal leveres til, siger Geert Skovsgaard. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.577