23948sdkhjf

DSV tænker grønne vindmølle-tanker: Vil revolutionere Vestas-transporter

Når DSV for fremtiden skal stå for al transport hos vindmølleproducenten Vestas, bliver bæredygtighed en stor faktor i udførelsen af opgaven.

Det fortæller CCO i DSV Panalpina René Falch Olesen til Transportmagasinet.

Ét af de første steder, der er oplagte at sætte ind, er i bekæmpelse af ineffektivitet, forklarer han.

- Vi skal finde ud af, hvor der er spild i systemet, så vi kan gå i gang med at optimere vores mandskab og materiel i forhold til den opgave, der skal løses. Ineffektivitet koster penge, og kommer man den til livs, så skærer man også ned på CO2-udledningen i samme ombæring, og det vil i sidste ende være en god forretning for både DSV og Vestas, forklarer han.

Vil ikke erobre hele markedet
Vindmølletransporter er ikke et nyt område for DSV, der tidligere både har udført transporter for Vestas og andre aktører i branchen.

- En aftale på denne skala giver os selvfølgelig en position på markedet for vindmølletransporter, og de erfaringer, vi gør os her, kan vi også bruge andetsteds. Men lige nu er fokus på at få denne her kontrakt op at køre; vi tror ikke, vi skal ud og erobre hele markedet, forklarer direktøren.

Materiel har DSV Panalpina ikke selv ret meget af; den del ligger i højere grad hos de vognmænd, virksomheden arbejder sammen med. Og når der skal kigges dybt i portemonnæen efter investeringskroner til en ny trækker eller trailer, så er det godt for økonomien, at der er tale om en længere kontrakt.

- Når man har en aftale som denne, der strækker sig over tid, giver det mere mening for begge sider at investere tid og penge i for eksempel innovation eller indkøb af materiel. Hvis man har en ren transaktionstilgang, hvor en vare bare skal fragtes fra A til B så hurtigt og billigt som muligt, er det begrænset, hvor meget man går ind i dialogen med kunden. Her er der i høj grad tale om et samarbejde, hvor vi håber at lave nogle innovative øvelser undervejs, som på sigt kan komme hele branchen til gode.

Fremtidens bæredygtige løsninger
Der er tale om to af Danmarks helt tunge virksomheder, der går sammen om et fælles projekt, og derfor kan aftalen også betragtes som et springbræt til at udtænke nye bæredygtige løsninger, der kan give genlyd i branchen, vurderer René Falch Olesen.

- Selvfølgelig skal vi have jordnærhed, men jeg synes ikke, vi skal lade os begrænse af den viden, der allerede eksisterer på området. Vi skal se på alternativerne, som måske kan ændre billedet for mølletransport totalt i fremtiden - skal vi i fremtiden fragte alle vindmøller med skib, for eksempel? Det kan godt være, det kræver lidt revolution at gøre op med ”det, vi plejer at gøre”.

Men inden processen kommer så langt, er der stadig forbedringer at hente på den traditionelle måde, møllerne transporteres på. Og hvis det skal gentænkes, må den proces foregå i tæt samarbejde med vognmændene, pointerer René Falch Olesen.

- Man kan tænke sig baglæns gennem hver enkelt led af hele transportkæden og se, hvad vi kan forbedre. I forhold til den traditionelle måde, vi transporterer mølledele på, kan der for eksempel blive krav om, hvilke trækkertyper, der bliver brugt til at udføre transporten. Undervejs må vi selvfølgelig tale med vognmændene om, hvordan vi finder den bedste løsning – for på den anden side skal vi jo heller ikke skabe et set-up, der er så grønt, at ingen bagefter kan løfte opgaven, siger han, og tilføjer:

- Jeg synes, det er fedt, at der sker noget på det her område, og at alle tager det seriøst.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127