23948sdkhjf

Lovgivning ikke tidssvarende: Klimaminister går ind i gas-fjernvarme-strid

Som lovgivningen er i dag kan både gasdistributionsselskabet og fjernvarmeselskaber anke en kommunens afgørelser i Energiklagenævnet.

Det betyder at en lang række fjernvarmeprojekter landet over er strandet, fordi gasselskaberne klager over de godkendelser, som kommunerne har udstedt til de pågældende projekter.

Det vil klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen have ændret, skriver Ingeniøren.

- Både gasdistributionsselskaber og fjernvarmeselskaber kan, som lovgivningen i dag er udformet, anke en kommunes afgørelse til Energiklagenævnet. Lovgivningen understøtter ikke på tidssvarende vis regeringens grønne ambitioner. Dette vil regeringen se på i forbindelse med udarbejdelsen af den kommende klimahandlingsplan, siger ministeren i følge Dansk Fjernvarme i et svar til Folketinget og Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der har bragt problematikken om det statsejede gasselskab, Evida, og selskabets klager over lokale fjernvarmeprojekter på banen.

Et eksempel på forhaling
Et eksempel på, at lovgivningen bremser fjernvarmeprojekter kan findes hos det sydfynske Fjernvarmeselskabet A.M.B.A.

Selskabet fik i sommeren 2018 lov til at bygge varmeværk og levere varme til borgere i Ulbølle, Vester Skerninge og Ollerup. 

Det har gasselskabet Evida efterfølgende klaget over til Energiklagenævnet, og siden har fjernvarmeselskabet ventet på en afgørelse. 

- Det betyder, at vi er ved at være trængt, for der er jo mange af dem, der har meldt sig til fjernvarmen, der har et gasfyr, der snart skal udskiftes. De ville så udskifte til fjernvarme, men når det trækker ud, er der mange, der ikke vil kunne vente på, at vi kan levere fjernvarme, fordi deres nuværende gasfyr ikke kan mere, og der er behov for at installere et nyt, har formand for Fjernvarmeselskabet, Erik Stoumann tidligere sagt til Fyns Amts Avis. 

Dejligt med fokus
Hos fjernvarmeselskabernes brancheorganisation glæder man sig over, at der nu kommer politisk fokus på udfordringen.

- At ministeren er enig med os i, at lovgivningen af utidssvarende og derfor bør laves om, er en rigtig god nyhed. Alt for mange projekter, hvor boligejere og fjernvarmeselskaber ønsker at skifte fra gas til fjernvarme, rundt om i landet er strandet eller forhalet på grund af de forældede regler. Dem ser vi frem til at få lavet om snarest muligt, siger konsulent hos Dansk Fjernvarme, Anders Jespersen i en pressemeddelelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.552