Den danske byggesektor er ikke en sektor, der er nem at entrere. Ikke desto mindre greb direktør Tomas Horne chancen da han fik mulighed for at etablere en helt ny distributionsvirksomhed for finsk SPU isolering i Danmark og de øvrige nordiske lande.
Nu udstiller han med virksomheden Pirco og det finske SPU isoleringsmateriale på Building Green.
At Tomas Horne stiller op med en ny virksomhed på en ny messe bekymrer ham ikke det fjerneste.
- Hvis man kigger på grønne byggematerialer, så rammer messen jo plet, og vi passer perfekt ind i konceptet med vores isoleringsmateriale, siger han, mens han understreger, at han på messen håber at få sit budskab ud til en langt større målgruppe, end han formår i sit daglige virke.
- Der skal lidt lobbyarbejde til for at sprede kendskabet til messen. Men det skal nok blive godt, især hvis man tænker lidt ud af boksen og gør op med den måde, man traditionelt tænker messe på, understreger han.
Lever op til kraveneSPU isolering fra Pirco er et bæredygtigt isoleringsmateriale, der lever op til de høje krav til isoleringsmaterialer, der stilles i dag. Og det gælder både tætningskrav og isoleringskrav.
- Det skyldes i høj grad at man i Finland er ret langt fremme, hvad bæredygtighed i byggeriet angår. Man bygger jo allerede passivhuse på niveau med de krav der stilles i vores BR2020, slutter han.
 
                