23948sdkhjf

Mere støtte til naboer til vind og sol: Vindsektoren er tilfreds

Regeringen har indgået aftale med Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om forbedrede vilkår for naboer til fremtidige vindmøller og solcelleanlæg.

Aftalen sikrer også bedre forhold for de kommuner, der medvirker til opstillingen af vind- og solenergi. 

- Vindmøller og solceller er helt afgørende for at indfri regeringens ambitiøse klimamål. Men de er ikke altid populære naboer. Derfor forbedrer vi nu forholdende for naboerne til fremtidens landvind- og solcelleprojekter, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse. 

Salgs- og bonusordning
Med aftalen oprettes en salgsordning, der giver boligejere i tæt afstand til vindmøller eller solcelleparker mulighed for at sælge deres bolig til den virksomhed, der opstiller projektet. Der oprettes samtidig en bonusordning, så naboer fremover får en årlig kontant og skattefri bonus fra energianlægget.

- Fremover kan naboerne vælge, om de vil sælge deres hus eller blive boende og få kompensation for et eventuelt fald i boligens værdi, når der opstilles vindmøller eller solceller. Bliver man boende, vil man desuden modtage en årlig kontant bonus, siger klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Med aftalen etableres der også en pulje til kommuner, der lægger jord til nye projekter. Midlerne i puljen kan anvendes til grønne formål i kommunen. Det bliver de virksomheder, der opstiller vindmøllerne eller solcelleparken, der skal finansiere ordningerne.

Branchen er glad
Hos Wind Denmark er Jan Hylleberg godt tilfreds med aftalen.

- På området for vind er vi overordnet meget tilfredse med, at der er fundet en balance, så de nærmeste naboer til vindmøller får bedre vilkår og at lokalsamfund og kommuner atter kan se frem til en kontant gevinst, når de bidrager i den grønne omstilling, siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Wind Denmark.

European Energy, der etablerer både land- og havvindprojekter i Danmark og udlandet, kan også godt se sig selv arbejde inden for rammerne i aftalen. 

Kommunikationsdirektør hos European Energy Joachim Steenstrup siger til Energy Supply, at selskabet er yderst positivt stemt over for aftalen. Ikke mindst den del, der kompenserer kommunerne pr. opstillet MW.

- Når vi er mødt op i forsamlingshusene er det den del, der har været efterlyst, siger han og tilføjer:  

- Aftalen er postiv for den grønne omstilling og for opbakningen til den grønne omstilling.

De nye ordninger evalueres i 2024 for at vurdere, om de har haft den ønskede effekt for fremme af lokal og kommunal opbakning til vedvarende energiprojekter. Loven fremsættes i februar 2020 og de nye ordninger kommer til at gælde for nye projekter efter lovens ikrafttrædelse. 

Fakta

  • Der oprettes en salgsordning for naboer til vedvarende energiprojekter. Boligen kan sælges til opstiller til værdien vurderet af den uafhængige taksationsmyndighed. Muligheden gælder boligejere i en afstand mellem 4-6 gange møllehøjde.
  • Der oprettes en bonusordning, hvor naboer til vedvarende energiprojekter inden for 4-8 gange møllehøjde for vindmøller og 0-200 meter for solcelleanlæg får en årlig kontant skattefri bonus. Bonussen svarer til ca. 5.000 kroner årligt for vindmøller og ca. 2.000 kroner for et solcelleanlæg. Ordningen  erstatter den nuværende køberetsordning, som nedlægges fremadrettet.   
  • Der oprettes en grøn pulje, hvor kommunerne får 88.000 kr. pr. opstillet MW i kommunen af den virksomhed, der opstiller projektet. Det svarer til 2,6 mio. kr. for et 30 MW landvindmølleprojekt. Beløbet er større for kystnære møller og mindre for solceller.
  • Der foretages mindre ændringer i værditabsordningen, bl.a. flyttes tidspunktet for værditabsvurderingen, og der laves en e-boksløsning for information til borgere.
  • Afstandskravet fra vindmøller til beboelsesejendomme fastholdes på 4 gange møllehøjde.
  • De nye ordninger kommer til at gælde for nye projekter, der deltager i 2020-udbud samt støttefrie projekter som ikke har opnået byggetilladelse inden ikrafttrædelse af loven.

Kilde: Klima-, energi- og forsyningsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11