23948sdkhjf

Norlys køber 35.000 fiberkunder

35.000 fiberkunder i Vendsyssel skifter ejerforhold fra Nord Energi til Norlys.

Ønsket om at sælge 35.000 fiberkunder kommer fra Nord Energi, der har taget en strategisk beslutning om at fokusere på netdrift i eget forsyningsområde og dermed blive ren netejer.

Derfor kan Norlys Digital snart tilføje en ny gruppe af kunder til sin portefølje, og dermed kommer Norlys til at være endnu mere tydeligt til stede som udbyder af internet- og TV-indhold i det nordjyske.

Det oplyser Norlys i en pressemeddelelse.

- Denne aftale med Nord Energi er endnu et element i vores relation, som vi selvfølgelig fortsat vil udvikle. For Norlys har denne aftale stor betydning, fordi skala er vigtig for, at man som serviceudbyder kan levere en effektiv og solid forretning. Derudover mener vi selvfølgelig, at vi har nogle gode produkter at tilbyde kunderne, og at de dermed er i trygge hænder hos os, siger Sune Nabe Fredriksen, administrerende direktør i Norlys Digital.

For Nord Energi handler aftalen om at fokusere forretningen, og derfor giver det god mening at overdrage kunderne til en god samarbejdspartner.

- Vi er glade for, at det har været muligt at indgå en aftale med Norlys som køber, da vi ser det som den bedste løsning både for Nord Energi Fibernet og for kunderne, der dermed vil opleve mindst mulige ændringer. Kunderne er vant til at have Eniig som kontaktpunkt, og vi er overbevist om, at de fortsat vil være i trygge hænder. Derudover giver det os nu ro til at fokusere forretningen henimod at være et rent netselskab med et åbent fibernet med flere valgmuligheder til stor gavn for vores andelshavere (ejere) og kunder, udtaler Christian Frost Lauritsen, som er direktør i Nord Energi Fibernet.

Ingen forandring for kunderne
Selv om 35.000 kunder snart skifter til ny ejer, kommer de ikke til at mærke den store forandring, for kunderne fortsætter med at få deres TV og internet fra ”Waoo by Eniig" som hidtil og bliver dermed ikke umiddelbart påvirket af skiftet.

Den endelige overdragelse af kunder kan dog først ske, når salget er godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094