23948sdkhjf

Ny afgift på overskudsvarme rammer i Hedensted: Det er tudetosset

For et halvt år siden ville Hedensted Fjernvarmes senest indgåede overskudsvarmeaftale have givet grøn og billig varme til 1.000 husstande i byen.

Nu spænder et nyt lovforslag om afgifter og falsk overskudsvarme ben for projektet. Varmeselskabet er dog desværre allerede så langt i projektet, at der ikke kan trækkes i bremsen.

Projektet skal gennemføres - og det kan komme til at koste forbrugerne dyrt.

Helt konkret drejer det sig om at overtage overskudsvarmen fra den lokale virksomhed Air Liquide. Og det er langt fra et nyt projekt.

- Vi har været i gang med det længe. Vi kiggede på det allerede for 10 år siden, men dengang kunne det ikke betale sig på grund af elafgifterne. Da de så blev sat ned, genoplivede vi projektet, fordi det pludselig igen kunne betale sig, fortæller bestyrelsesformand Morten Lassen hos Hedensted Fjernvarme.

Og lige som det hele kunne betale sig – så kunne det ikke alligevel.

Gratis med afgifter
Hedensted Fjernvarmes aftale med Air Liquide er baseret på gratis leverancer af overskudsvarme, hvilket i henhold til den oprindelige lovgivning på området betød, at der ikke skulle lægges afgifter på.

Den nye overskudsaftale, der blev indgået til tidligere på året og som nu er sendt i høring som lovforslag, betyder dog, at al overskudsvarme skal skæres over én kam.

Det fastslås ligeledes, at den formelle indbetaler af overskudsvarmeafgiften ændres fra virksomheden til forsyningsselskabet, såfremt varmen gives væk gratis. 

Så der kommer afgifter på – også selvom det er gratis.

- Det er tudetosset. Nu kommer der afgifter på, selvom det er gratis. Det havde vi ikke set komme. Det man vil med afgiften er at reducere falsk overskudsvarme – men den findes ikke, når det er gratis. Virksomheden har intet incitament for at producere for meget overskudsvarme for at tjene penge på det, når de giver det væk gratis. Lovforslaget rammer skævt ind i det her, siger Morten Lassen.

Så nu står Hedensted Fjernvarme med et halvt færdigt projekt, en fast aftale om overskudsvarmeleverancer fra Air Liquide og en kontrakt med Tjæreborg Industri om levering af varmepumpen. 

Og Morten Lassen står med en følelse af magtesløshed og frustration.

- Projektet kommer til at koste os et sted mellem en halv million til 1,2 millioner kroner om året i afgifter. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det her kunne ske, siger Morten Lassen.

Og set i bagklogskabens klare lys så skulle Hedensted Fjernvarme ikke i denne omgang have hoppet på overskudsvarmevognen.

- Vi skulle have ladet være med at udnytte overskudsvarmen. Vi skulle have bygget en luft-til-vand-varmepumpe i stedet, siger Morten Lassen.

Købt eller solgt
Eftersom det nye lovforslag kun er sendt i høring, er der stadig en lille chance for, at Hedensted Fjernvarme ender med et projekt, der er nogenlunde rentabelt. Men Morten Lassen kan ikke vide sig sikker. 

- Vi ved ikke, hvor det havner. Vi håber, at politikerne kan forstå, at der ikke skal afgift på noget, der er gratis. Vi har prøvet at forklare dem, at der ikke er tale om falsk overskudsvarme. Så kan man håbe på, at de tilpasser lovforslaget, så vi går fri, siger Morten Lassen.

Og selvom han lige nu står i en penibel situation, så er det ikke kun sig selv og forbrugerne i Hedensted han tænker på, når han ønsker sig en lovforslagsændring i julegave.

- Det handler jo om alle mulige andre overskudsvarmeprojekter.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109